Hvad nu, København?
”En kok kommer i vejen, og du må skrotte 25 års planlægning af boliger til 5000 mennesker. Betal 2 mia. til banken, aflevér skødet på Rådhuspladsen og ryk direkte i fængsel. Selvom du passerer start, modtager du ikke 4000 kr.”
”Det begynder at knibe med pladsen til deponi af overskudsjord fra metroudgravningerne. På tre uger strikker du og statsministeren en aftale om løsning af fremtidens problemer sammen, og får tegnet nogle rigtig flotte billeder af en strand. Det hele koster ca. 0 kr., og skaber plads til 35.000 nye borgere og lige så mange arbejdspladser. Modtag byens nøgler og skødet til Rådhuspladsen som nu er din de næste 50 runder af spillet”.
Selv når det går allerbedst, ved man aldrig, hvad der sker, når man vender et af Matadors ”Prøv lykken”-kort. Sådan er det også med virkelighedens by; uanset hvor meget vi ved, og hvor godt vi planlægger, vil der altid være noget, der er blevet overset, eller bare udvikler sig i en anden retning end forudset. Det er ikke en undskyldning for ikke at planlægge – planlægning er det bedste værktøj vi har til at forsøge at forberede os på en ukendt fremtid. Men ude af stand til at forudsige, hvordan fremtiden bliver, bør planlægning i højere grad handle om, hvor man gerne vil hen med sin by, sit land og sit liv, end hvor man tror man kan se, det hele ender.
Her et år efter kommunalvalget er det højsæson for kommuneplanstrategier – ét af de centrale værktøjer for landets 98 kommunalbestyrelser til at tegne et billede af, hvor man gerne vil hen. I København har strategien lige været i offentlig høring, og netop København er et skoleeksempel på, hvordan en langsigtet strategi kan føre til resultater, når den følges op af handling – og på at byens udvikling altid er fuld af modsætninger.
Strategien beskriver visionen for fremtidens København ved indledende at konstatere at ”København skal være en verdensby med ansvar. En international storby, der tager ansvar for mennesker, de bæredygtige byløsninger samt en byudvikling med kant.” Dernæst ridses fem hovedtemaer op, som skal være styrende for byens udvikling i de kommende fire år: København skal være en social og mangfoldig by, en grøn, sund og bæredygtig by, en kulturel storby med kant, en by i vækst med talenter og arbejdspladser – og en international byregion.
”Byens udvikling skal først og fremmest gavne københavnerne, men den skal også vise vejen for en global udvikling af den ansvarlige storby og dermed bidrage til realiseringen af FN’s 17 verdensmål”, står der videre i visionen.” Men”-et er muligvis en skriftlig freudiansk fortalelse (der kunne have stået ”og”), men peger ikke desto mindre tydeligt på byplanlægningens altid iboende modsætninger, der så udmærket illustreres ved, at realiseringen af de fem hovedtemaer i planstrategien afhænger af svarene på seks dilemmaer.
En grov opsummering af de seks dilemmaer kunne lyde: Hvordan skaffer vi boliger, arbejdspladser, daginstitutioner og plads på cykelstierne og i metroen til 10.000 flere københavnere hvert år, dem der allerede er her og alle dem, der kommer på besøg hvert år, uden at trække alle de kvaliteter, der i dag gør byen attraktiv ud med badevandet, og byen bliver så dyr at bo i, at der ikke længere er nogen til at undervise børnene i skolen og opretholde lov og orden?
Godt spørgsmål! Men svarer lurer lige om hjørnet – omend det er delt i to.
Sommeren på Sandkaj i 2018 vil gå over i historien som et af få eksempler på, at det levede byliv faktisk kan overgå selv arkitekternes vildeste visualiseringer. Det så Per Stig Møller næppe for sig, da han som miljøminister i 1992 præsenterede landsplanredegørelsen ”Danmark på vej mod år 2018”, men det var ikke desto mindre her, det fundament som byudviklingen i København i dag bygger på, blev lagt. I redegørelsen kan man læse, at ”danske byer skal stå stærkt i Europa”, og at ”en styrkelse af hovedstaden er i hele landets interesse”. Det er der blevet fulgt op på lige siden, og således går der en lige linje fra redegørelsens lidt sagtmodige layout til sommerens frodige mangfoldighed i de københavnske byrum. Det er et slående eksempel på, hvordan en politisk vision kan realiseres igennem langsigtet og sammenhængende, strategisk planlægning, som i sidste ende bliver til arkitektur, og helt konkret skaber rammerne for og med de mennesker, byen først og sidst er til for.
Den ene del af svaret på spørgsmålet er derfor at holde snuden i sporet og fastholde og styrke den sammenhæng mellem de politiske visioner og byens rum og form i, der har været opskriften på de foregående 25 års succes.
Men nu er vi snart på vej væk fra år 2018, og de udfordringer København står med i dag, er helt anderledes end for 25 år siden, som det så præcist er ridset op i kommuneplanstrategien. Nye borgere, investorer og turister flokkes om byen, og lige nu går udviklingen stærkt. Byens udvikling er fortsat fuld af modsætninger, som samtidig er hinandens forudsætninger – ”one man’s ceiling is another man’s floor”, som Paul Simon synger – og det er en evig opgave at mediere mellem disse interesser, så der kommer en sammenhængende by ud af det, og det ikke er med koldsved og dødsangst man vender kortet, hver gang man lander på et felt med ”Prøv lykken”.
Den anden del af svaret er derfor, at man må sikre kvalitet og legitimitet i planlægningen gennem ærlig og tidlig inddragelse af byens borgere, at sørge for, at man ikke forærer samfundsskabte værdier væk ved en alt for ukritisk omgang med investorerne, og at man fastholder et kritisk og kvalitetsbevidst blik på byens arkitektur og den samlede helhed, som hele tiden er i forandring. Så skal det nok gå...
- Jesper Pagh, Konsulent, forsker, oplægsholder, kritiker og skribent
Foto: Eva Ørum
Byens Klumme er et udtryk for forfatterens egen holdning. Klummen kan kommenteres i vores LinkedIn-gruppe. Kommenter og læs eventuelt andres kommentarer her
