Kom med Byens Netværk, når vi besøger ARC og Amager Bakke, som bliver verdens mest moderne og miljørigtige affaldsbaserede energianlæg.
Fotoreportage
Med etableringen af Amager Bakke vil København få verdens mest moderne og miljørigtige affaldsbaserede energianlæg. Samtidigt bliver den banebrydende, multifunktionelle industriarkitektur et ambitiøst bud på, hvordan et grønt energianlæg kan kombineres med rekreative arealer, der opfordrer til eventyr, leg og bevægelse.
Amager Bakke (tegnet af BIG) bliver udformet som en bakke, hvor selve tagfladen stilles til rådighed for offentligheden. Når det i 2017 står færdigt, vil det med sine 85 meters højde blive Københavns største ”bjerg” og udgøre et markant vartegn for byen.
Byparken Amager Bakke er et tilbud til alle. Og parken vil være mere end blot en bakke til alpint skiløb (året rundt). På tagfladen vil der blive etableret grønne områder, der kan bruges til ophold, spadsereture, løb og andre bjergaktiviteter. Og fra toppen af byparken vil de besøgene kunne nyde den enestående udsigt over byen og Øresund. På sigt kan der arbejdes på at aktivere de omkringliggende arealer, der i dag er ejet af By og Havn, så de også kan bruges til rekreative formål, f.eks. mountainbike. De rekreative arealer og ARCs besøgscenter vil også kunne bruges af skoleklasser som et sted, hvor elever og lærere kan arbejde med natur, teknik og idræt på en anderledes og inspirerende måde.
Tanken om at integrere rekreative, grønne arealer og industrianlæg i denne skala er ikke prøvet før. Det har været vigtigt for ARC (tidligere Amager Forbrænding), at etableringen af de rekreative arealer ikke bare er en spændende idé, men bliver et reelt tilbud, der giver mening for brugerne nu og i fremtiden, og som også økonomisk er levedygtigt over tid, sådan at Amager Bakke vil blive stedet, hvor bevægelse møder bæredygtighed.
Vi skal denne eftermiddag høre om ARC, Amager Bakke og om at bygge et procesanlæg, der vil blive et af de største af sin slags i Europa. Vi kommer også en tur på taget, hvor vi kan nyde udsigten ud over København.
Dato og tid
31/08 2016 14:00 - 16:00
Adresse
Kraftværksvej 31
2300 København S
Deltagerantal
50
Mødested
Amager Ressourcecenter ved hovedindgangen
Kontakt
ls@byensnetvaerk.dk
20956767