print logo

ØsterGRO -Danmarks første tagfarm og klimakvarteret Skt. Kjelds


Tag med til Danmarks første klimakvarter og hør mere om visionerne for området og ideerne med at klimatilpasse Skt. Kjelds Kvarter via alternative løsninger, der gør byrummene grønnere, sjovere og bedre at opholde sig i. Vi indleder eftermiddagen med en rundvisning på Danmarks første tagfarm – ØsterGRO, og efterfølgende handler det om hele Klimakvarter med specielt fokus på Tåsinge Plads.

Fotoreportage

ØsterGRO – Danmarks første tagfarm
En 600 m2 stor økologisk taghave i tredje sals højde på toppen af et gammelt bil-auktionshus lyder som en historie fra New York, men den er ærkekøbenhavnsk. Stedet er Østerbro, foreningen bag hedder ØsterGro, og de 110 tons jord formet i sirlige højbede er blot et eksempel på, hvordan storbyhaverne i København også kan rykke op.

ØsterGRO er både en tagfarm og en dertilhørende forening. Visionen bag farmen var blandt andet at skabe en lokal og bæredygtig fødevareproduktion i byen og derved give storbyens borgere mulighed for at følge et økologisk landbrug på tætteste hold. Denne vision blev til virkelighed i løbet af farmens første år, da farmen igennem sommeren/efteråret 2014 brødfødte 16 lokale familier med økologisk, lokalt dyrkede afgrøder fra taget. ØsterGROs medlemmer betaler for deres andel af den forventede høst i form af et medlemskontingent forud for sæsonen. Når høstsæsonen så begynder, henter medlemmerne hver onsdag ugens udbud af økologiske grøntsager.

Tagfarms-konstruktionen består af forskellige lag filt og en 40 mm platikmembran, som opsamler regnvand. Membranen kan indholde 18 liter vand pr. m2 og fungerer derfor som en effektiv svamp, der holder på vandet, når det regner. Oven på disse lag ligger der et ca. 35 cm høj jordlag, der består en af særlig udviklet letvægtsubstrat. Denne substrat er sammensat, så den holder særlig godt på vandet samtidigt med, at den ikke vejer ret meget sammenlignet med en fed muldjord. Oven på jorden ligger der et vandingsanlæg. Det er et drypvandingsanlæg, der mindsker overfladefordampning og som kun tændes i tørre perioder, hvor der er brug for vanding. Indtil nu har ØsterGRO ikke fået etableret regnvandsopsamling fra de omkringliggende tage, men heldigvis opsamles alt regnvandet, der falder på farmen, af jorden og membranen, og optages derefter af afgrøderne. 

Oplæg og rundvisning ved Kristian Skaarup – en af grundlæggerne af ØsterGRO

Skt. Kjelds Klimakvarter
Klimaet ændrer sig. Vi kan se frem til flere kraftige regnbyger og skybrud med så store mængder vand, at kloakkerne ikke kan følge med, og vores kældre bliver oversvømmet. At udvide kloaknettet, så det kan rumme enhver regn, vil være en dyr løsning, som vil kræve, at store dele af byen graves op. I stedet ønsker Skt. Kjelds Klimakvarter at sikre byen mod de kraftige regnskyl med grønne løsninger i gadeplan. Løsninger der skaber frodige, smukke byrum med grønnere gader, blomstrende forhaver, et rigt dyreliv og landskabelige kanaler som der leder regnvand væk fra kvarteret, så vi undgår vandskader ved de store regnskyl. Det er blot nogle af de projekter, der arbejdes på at realisere i Klimakvarteret på Ydre Østerbro i disse år.

Tåsinge Plads er Københavns første færdige klimatilpassede byrum
Tåsinge Plads er en grøn oase i Klimakvarter, som både håndterer store mængder regnvand og tilbyder kvarterets beboere et mødested, hvor naturen og bylivet forenes. Her kan man slikke sol i græsset, nyde en kop kaffe på torvet, lege på ‘bølgen’ og ‘dråberne’ eller gå på opdagelse i den danske regnskov. Tåsinge Plads har givet Skt. Kjelds Kvarter på Østerbro et markant vartegn.

GHB Landskabsarkitekter har skabt konceptet for pladsen med inspiration fra de mange gennemgående københavnerfortove i kvarteret, og bruger denne signatur til at indramme en frodig grøn plads, der både rummer en åben solskrænt og en mere vildtvoksende “regnskov”. Tåsinge Plads er med dette greb forvandlet fra en ubenyttet græsflade ved et utilgængeligt og overdimensioneret asfaltareal til et nyt flot byrum, der er med til at sikre kvarteret mod skader ved skybrud.

Oplæg og rundvisning ved René Sommer Lindsay, Projektchef Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter.

Fakta
Klimakvarter er et samarbejde mellem Københavns Kommune, Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter og HOFOR.

Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter formidlede kontakt mellem stifterne af ØsterGRO og Nellemann-husets ejer, som ønskede at stille sin bygning til rådighed for Klimakvarter. Etableringen af ØsterGRO og tagfarmens aktiviteter er muliggjort med fondsmidler fra henholdsvis Klimakvarter, Fonden for Økologisk Landbrug, Østerbro Lokaludvalg, Friluftsrådet og med sponsorater fra Nellemann Holding, Byggros, Willabgarden, Danregn, Døgnnetto, Lokalebasen, MatchOffice, Garden Scepter og Accobat.
 



Program

  • 15:20
    Vi mødes i gården ved Æbeløgade 4
  • 15:30
    Velkommen v/Byens Netværk
  • 15:30
    Rundvisning hos tagfarmen ØsterGRO v/Kristian Skaaning, ØsterGRO
  • 16:40
    Vi går samlet mod Klimakvarters lokaler på Vennemindevej
  • 16:50
    Oplæg ved René Sommer Lindsay, Projektchef Områdefornyelsen Skt. Kjelds Kvarter
  • 17:20
    Besøg på Tåsinge Plads
  • 18:00
    Netværk og forfriskning på Tåsinge Plads
  • 18:30 ca.
    Tak for i dag

Praktisk information

Dato og tid

08/10 2015 15:25 - 18:30

Adresse

Æbeløgade 4
2100 KBH Ø

Deltagerantal

30

Mødested

Du finder adgangen til taget gennem gården på Æbeløgade 4, benyt vindeltrappen til højre for porten

Kontakt

ls@byensnetvaerk.dk
20956767

Praktisk information

Dato og tid

08/10 2015 15:25 - 18:30

Adresse

Æbeløgade 4
2100 KBH Ø

Deltagerantal

30

Mødested

Du finder adgangen til taget gennem gården på Æbeløgade 4, benyt vindeltrappen til højre for porten

Kontakt

ls@byensnetvaerk.dk
20956767

footer image byens netværk