Fotoreportage
Nytårstale, Henriette Sofie Larsen
Nytårstale, Erik Jæger
Byens Netværk inviterer til nytårskur på Hotel d’Angleterre den 10. januar 2014. Glæd jer til en hyggelig og festlig aften i en historisk bygning i hjertet af København.
Hvis væggene på d’Angleterre kunne tale, ville de fortælle om eventyr, om lidenskabelig kærlighed, hemmelighedsfulde selskaber og kompromisløs storhed...og snart om Byens Netværks nytårskur!
Som traditionen vil, indtager Byens Netværk det nye år med en fornøjelig og social begivenhed: Nytårskuren. Denne gang fejrer vi nytåret på byens plads, Kongens Nytorv. Pladsen har gennem tiderne være et af byens vigtigste og mest mangfoldige samlingssteder og er bl.a. hjemsted for både Det Kongelige Teater, Charlottenborg, Nyhavn, Hviids Vinstue, Magasin og Thotts Palæ.
Dresscode
Galla (smoking eller lignende og kjole, lang eller kort) - eller din udgave af det festligste match til le grand palais.
Foto: dangleterre.dk
Forvandlingen af Den Hvide Dame
Hotel d’Angleterre blev etableret i 1755 og er som legendarisk københavnsk institution berømt for sin elegance, luksus og stil. I mere end et kvart årtusinde har hotellet ligget på Kongens Nytorv i hjertet af København, og gennem tiden har både konger og kendisser, rockbands og filmstjerner gjort ophold her.
Bygningen, som på grund af den hvidmalede facade går under navnet Den Hvide Dame, har i dag gennemgået en forvandling og er blevet relanceret som et revitaliseret grand palais. Baggrunden for renoveringen var et nedslidt hotel, hvor mange ombygninger og tilpasninger til tidens krav havde kompromitteret bygningens udseende både indvendig og udvendig. Hotellet har nu gennemgået en fuldstændig renovering, som værner om det historiske byggeri, men som samtidig giver d'Angleterre et nutidigt klassisk formsprog.
For at genskabe Hotel d’Angleterre som et ”grand palais” er facaden malet i en gråhvid farve og de udtjente hvide vinduer er udskiftet med nye, mørkegrønne vinduer, der skaber en flot kontrast til den hvide facade. I stueetagen åbner hotellet op mod byen med storslåede specialdesignede vinduer og døre, og restauranten og en ny champagnebar inviterer københavnerne indenfor.