Fotoreportage
Byens Netværk inviterer i samarbejde med BIM Equity på netværkstur til Malmø. Hør Stadsarkitekt Ingemar Gråhamn fortælle om Malmøs arkitekturpolitik, besøg Media Evolution City, kom på byggepladsbesøg på Sjöjungfruen og få indsigt i, hvordan LINK Arkitektur anvender BIM som en del af deres workflow.
I løbet af de to seneste årtier har Malmø gennemgået en imponerende udvikling. Med kommunens egne ord er Malmø transformeret fra en industriby i krise til en moderne, miljøbevidst og fremtidsorienteret by. I dag er Malmø en af Sveriges hurtigst voksende byer, hvor 50 procent af indbyggerne er under 35 år.
For at styrke potentialerne i den positive udvikling har Stadsbyggnadskontoret i Malmø udarbejdet byens første arkitekturpolitik: Arkitekturstad Malmö.
Mange danske tegnestuer arbejder allerede i Malmø, og mon ikke flere får opgaver i Malmø over de kommende år?
På netværksturen kan du blive opdateret på, hvad der sker på arkitektur- og byudviklingsområdet på den anden side af sundet. Du får også en unik indsigt i, hvordan man designer og udvikler et mødested for kreative virksomheder, samtidig med at du bliver klogere på, hvad det digitale byggeri betyder for arkitekternes virke.