Fotoreportage
Byens Netværk tager på formiddagsbesøg hos Unicon for at høre om de nyeste tendenser inden for beton.
Derudover bliver der lejlighed til at få et indblik i betonleverancerne til Metro Cityringen i København, som udgør Unicons største enkeltstående ordre nogensinde. Formiddagen sluttes af med en rundvisning på fabrikken og lidt uformelt netværk.
Form og farve
Beton er i dag et byggemateriale, der blander sig i alle byggeriets faser - lige fra form, farve og overflade i den mindste detalje til byggeriets totale udtryk. Selv de mest individuelle krav til design kan opfyldes, så smukke bygninger i unik arkitektur kan udvikles på tegnebordene uden at byggematerialet skaber begrænsninger.
Unicon vil ved dette besøg især fortælle om deres erfaringer med brug af farvet beton samt slebne og polerede betonoverflader.
Nye betonløsninger
Unicon har udviklet flere nye typer beton – herunder en selvudtørrende beton, som blandt andet kan medvirke til at reducere byggetiden, spare penge og energi på udtørring, og mindske risikoen for skimmelsvamp. Det er eksempelvis en fordel i boliger, sportshaller og institutioner, hvor både kort byggetid og godt indeklima i det færdige byggeri er vigtige succesparametre.
Derudover arbejder Unicon med en helt ny fiberarmeret betonløsning til letbelastede gulve. Betonen er baseret på en nyudviklet stålfibertype, som sikrer, at man selv med et forholdsvist lavt fiberindhold opnår en stærk løsning, som er optimal til letbelastede gulve, der typisk findes i parcelhuse, butikker, varehuse, showrooms og små værksteder.
Betonproduktion
Produktion af færdigblandet beton er en logistikmæssig kompleks udfordring, med mange delprocesser. Dette vil blive illustreret via en introduktion til Unicons leverancer til Metro Cityringen i København.
Unicon er Skandinaviens største producent af færdigblandet beton med over 40 fabrikker alene i Danmark. Unicon er sammen med Aalborg Portland en del af den italienske cementkoncern Cementir Holding.