Foto: Farum Midtpunkt, KAB
Fotoreportage
Tag med til en tværfaglig eftermiddag om udfordringer ved PCB-forurening i byggematerialer. Hvordan undersøges en bygning for PCB? Hvilken betydningen har det for indeklimaet og hvorfor er det så svært at slippe af med PCB i byggematerialer?
I samarbejde med KAB, Teknologisk Institut og Cubic Group besøger vi Farum Midtpunkt for at se nærmere på de mange udfordringer og den praktiske håndtering af PCB-forurening i byggematerialer.
PCB
PCB (Polychlorerede Biphenyler) i byggematerialer er en af tidens helt store udfordringer. Stoffet er i sin grundlæggende form et olielignende produkt, der på grund af sine egenskaber som isoleringsmateriale og blødgører har været anvendt i elektronik- og byggeindustrien fra starten af 1950'erne frem til det totale forbud i 1986. I byggeindustrien blev det allerede forbudt i 1977, men stoffet findes stadig i stort omfang i vores bygninger, hvilket giver problemer i forhold til indeklima og arbejdsmiljø.
PCB er lugtfri, men er ikke desto mindre blandt verdens 10 farligste miljøgifte. Der findes mange forskellige slags PCB, og afhængig af typen kan det give en lang række alvorlige sundhedsskader.
Før og efter konstatering af PCB i byggematerialer
På eftermiddagens arrangement vil Teknologisk Institut gennemgå prøveudtagningsmetoder, fordele og ulemper ved valg af prøvetagningsmetoder, værktøj samt efterfølgende håndtering af materialet.
En PCB-screening er en lavpraktisk undersøgelse men med store konsekvenser. Det er derfor vigtigt, at man vælger den korrekte prøvetagningsstrategi samt at man har indgående kendskab til bygningers konstruktive opbygning og PCB-kildernes placering og type. Der vil indgå sidste nyt fra igangværende projekter og udviklingsforløb vedr. saneringsmetooder, metoder for prøvetagning samt on-site screeningstest.
Derudover vil Cubic Group gennemgå procedurer for håndtering af PCB-holdige materialer på byggepladsen samt arbejdsmiljø. Når der først er kortlagt for PCB, er der mange muligheder for at skabe yderligere forurening i forbindelse med saneringsarbejdet. Håndteres problemet ikke hensigtsmæssigt under saneringen, kan man øge forureningen samt fordyre et projekt betydeligt.
Farum Midtpunkt
I september 2009 blev der konstateret PCB i dele af den KAB-administrerede boligafdeling, Farum Midtpunkt. Farum Midtpunkt er opført i 1970-75 af Furesø Boligselskab. Byggeriet består af 1.645 boliger og er indflyttet i etaper. Undersøgelser af boligafdelingen viser, at PCB er anvendt i en begrænset del af bebyggelsen, nærmere bestemt Birkhøjterrasserne (295 boliger). Her er der målt høje koncentrationer af PCB bl.a. i fugerne omkring døre og i samlinger mellem betonelementer. PCB kan afgasse og dermed spredes i luften i boligerne.
Foto: Farum Midtpunkt, KAB
På arrangementet vil KAB gennemgå sagens forløb, herunder hvilke udfordringer der har været i forbindelse med sagen og den renoveringsmetode de har valgt at anvende.
Læs mere om Farum Midtpunkt casen på KABs website.