Evolutionen bevæger sig fremad - ressourcerne kører i ring

Den menneskelige population er for øjeblikket i gang med at gøre sig en større kollektiv erkendelse, der peger fremad men i høj grad også bagud. Vi er ved at opdage - med lige dele gru og skam - at det er umuligt at komme frem til et ægte bæredygtigt menneskesamfund blot ved at skrue lidt på knapperne og reducere forurening og naturødelæggelse.

For selvom bæredygtighed efterhånden er blevet ’common sense’, og mange er begyndt at ændre praksis og evaluere resultater, har vi ikke formået at gøre noget ved de alvorlige ændringer i klima, biodiversitet og social ulighed. Vi har igennem århundreder spillet hasard med jordens klima og natur og skubbet vores egen civilisation ud på kanten i en sådan grad, at massiv genoprettelse, genoplivning eller regenerering er nødvendig.

Som biolog ser jeg den regenerative tanke som en helt naturlig udvikling for vores population, og et sundt tegn på, at vi trods alt ikke adskiller os så meget fra den natur, som vi troede var til for os, men som vi blot er en lille del af.

Mennesker og myrer

Naturens udvikling er som en spiral - cyklisk og lineær på samme tid. I naturen produceres, genanvendes og nedbrydes ressourcer konstant, og alle organismer, arter og økosystemer lærer, tilpasser og udvikler sig. Også mennesker. Ressourcerne kører altså i ring, men evolutionen bevæger sig fremad. De fleste nulevende arter (ca. 8 millioner) har eksisteret i mange hundrede millioner år mere end os, og har måske derfor tilpasset sig dette komplekse netværk af liv til en højere grad af ’bæredygtighed’, end vi mennesker. De fleste andre arter formår at leve, reproducere og sprede sig ved at forbruge ressourcer og selv være ressource i naturen. De er således i en form for balance med omgivelserne, der gør, at deres livsgrundlag ikke forringes eller elimineres over tid.

Tænk på myrerne. De minder lidt om mennesker: Sociale dyr, der lever tæt sammen i konstruktioner, som de bygger af naturmaterialer, og vægtmæssigt fylder de lige så meget på jorden som mennesker. Men de har været her i 150 millioner år, mens vi mennesker har været her i blot 50.000 år. Man mener, at deres succesfulde udvikling skyldes en ekstraordinær evne til at samarbejde, også med andre arter, og et altruistisk instinkt, der får alle individer til instinktivt at handle til fordel for gruppens overlevelse (E.O Wilson). Det synes som om, at vi mennesker er mere fokuseret på vores individuelle overlevelse og velstand end gruppens, for ikke at tale om artens.

Mening og evidens

Mange er fascineret af naturens kampe - hvordan individer kæmper om mager og slår ihjel for at få føde til selv at overleve. Jeg betragter naturen som et uendeligt inspirerende netværk af afhængigheder og synergier med omkostninger og goder for alle. Der er ingen arter eller individer, der kan overleve alene. Vi lever med hinanden og af hinanden. Det er der flere og flere, der mærker og erkender, og det er på én gang en både uhyggelig og livsbekræftende følelse - som at vågne op til virkeligheden efter en lang tornerosesøvn.

Jeg tror, at vi kan bruge den følelse til at vække en livskraft og energi i os - noget, jeg ofte oplever i mit arbejde med at fremme biodiversitet i mange forskellige sammenhænge. En instinktiv glæde og følelse af mening, som vi sammen med videnskabens og økonomiens nøgne evidens skal turde at bruge som kompas, når vi fra nu af går sammen om at genoprette liv der, hvor det er forringet eller slet og ret forsvundet.

Det kræver en regenerativ tilgang til den måde, vi organiserer os på – og det kræver derfor en regenerativ måde at lede på. Det glæder jeg mig til at tale meget mere om på årets Building Green, når Byens Netværk og Copenhagen Institute of Future Studies sætter fokus på emnet.

Klummen er skrevet af:
Kristine Kjørup Rasmussen, Biodiversitetsudvikler, Biolog, Ph.d., OIKO
Byens Klumme er udtryk for forfatternes egne holdninger.