print logo

Det tveæggede bæredygtighedssværd

 

Mens EU-taksonomien skærper kravene til dokumentation og certificeringer, er der kronede dage hos revisionsselskaber og virksomheder, der udsteder EPD’er eller foretager tredjeparts-verificering af LCA-data. Alt imens arbejdes der hårdt hos rådgivningsvirksomheder og materialeproducenter – og det hele sker i et hidtil uset tempo, hvor begge ender af fødekæden har yderst svært at følge med.

Både de DGNB- og bæredygtighedsansvarlige hos rådgivere og materialeproducenter samt de enkelte ESG-ansvarlige hos de store bygherrer arbejder hårdt for at følge med og leve op til tidens stigende dokumentationskrav. Produkter skal testes, beskrives og håndteres, og mange løber ind i udfordringer, da hver ting kræver ekstra midler i form af tid, kompetenceudvikling samt økonomi til validering hos tredjepart. 

Det hele gøres ikke mindre komplekst af, at vi allesammen kører på vejen, imens vi bygger den. Derfor er rigtig mange producenter i tvivl om, om det, vi tester i dag, overhovedet er noget værd om 12 måneder? Det er et meget skrøbeligt fundament at lave intern budgettering efter, når markedet byder på mange ikke-ensrettede meldinger som eksempelvis: ”EPD’er håndteres og udstedes af en privat kommerciel organisation. Dermed forventes dette at blive ’hjemtaget’ af EU i et ikke-kommercielt organ’”. Betyder det, at vi som leverandører netop ikke skal lave EPD, men nøjes med tredjeparts-valideret LCA?

Dette kan også være en farlig taktik, idet flere rådgivere allerede nu udelukker produkter, der ikke har en EPD. Samtidig er det uklart og svært at få defineret, hvornår noget er direkte genbrug, et biprodukt i forbindelse med anden produktion eller en reel omforarbejdning af affald. Det påvirker, hvordan vi skal regne og dokumentere. Det, der var et affaldsprodukt, før vi (læs: a:gain) kom ind i billedet, er nu (måske) ikke længere affald, men blot et biprodukt. Ergo mister vi markeds-incitament for at lave en LCA og en EPD, og udviklingen går i stå, og materialer afbrændes så (fortsat).

Hvis du er en mindre nyetableret producent med produkter, der i den virkelige verden er mindre miljøskadelige end mulige konventionelle produkter på markedet, men som ikke kan dokumentere det (med andet end sund fornuft, en lang uddannelse og +10 år i faget), så står du i en meget reel Catch 22 situation. Du kan a) ikke sælge dit produkt (i skala) uden dokumentation og b), når du (endnu) ikke har solgt nok, så har du ikke råd til at ansætte internt (eller betale eksternt). Du kan dermed ikke ansætte ham/hende, der skal hjælpe dig med at forstå, hvad der er det rette at gøre og dernæst udføre det der skal gøres samt betale de mange eksterne regninger for test og tredjeparts-valideringer. Du er likviditetsmæssigt ikke i stand til at lykkes, idet din indtægt, måske, kommer efter 24-36 måneder, alt imens dine eksterne regninger ankommer, før du lukkes ind på markedet.

Vi producenter spørger også opad i forvirring om, hvad der er gældende nu og ikke mindst om 3-10 år, for det er de dyre langsigtede investeringer som producent, vi taler om her. Entreprenøren frygter en ’bæredygtigheds-MgO-plade-sag’, og rådgiveren frygter utvivlsomt det samme. Ejendomshaveren er nervøs for, at produktvalg i dag kan spænde ben for at hans/hendes ejendomsportefølje ikke er EU-compliant i morgen. Vi er mange, der arbejder rigtig mange timer indenfor dette område. Derfor skal vi gøre os ekstra umage med at bevare den gode takt og tone, for elastikken er spændt hårdt.

Samtidig (og det er vi nødt til også at snakke om), så findes der rådgivervirksomheder, der ’blacklister’ besværlige og spørgelystne entreprenører, der i afmagt søger svar på spørgsmål og vejledning i hvad der reelt menes og hvad der reelt efterspørges, når snakken falder på bæredygtighedsdokumentation. Jeg hører om mange frustrerede entreprenører, der spørger ’opad’ og ikke kan få konkrete svar.

Byens Netværks medlemmer begynder, heldigvis, at kende til flere af disse producenter (udover a:gain, så lad mig nævne i flæng: Havnens Hænder, Næste, Søuld, Fischer Lighting, Greendozer, Dewdrop Tiles, Woodfiber, Burntwood, Ecococon, Fremtidens Fundament m. flere). Alle disse er kendetegnet ved at have forholdsvis få år på bagen, forholdsvis små egenkapitaler - og alle er i den ene eller anden grad på jagt efter investorer for skalering.

Vi synes i al beskedenhed, at vi hos a:gain har knækket nødden. At vi er på rette vej. At vi leverer i skala og gør en forskel. Men det er svært. Drønsvært. Blandt andet fordi meget dokumentation og certificering tager tid, og visse produkter først specificeres, når man har vist dokumentationen. Så kan man (afhængig af produkttype) vente yderligere 12-48 måneder, førend produktet indkøbes og kan faktureres grundet de meget lange lead times i byggeriet. Mange mindre startups vil knække halsen i denne afventnings-likviditets-skrue. Hjælp dem.

Brug også din uddannelse og din sunde fornuft. Og vær agtsom på at lade dyrt tilkøbte dokumentations-stempler stå i vejen for sund fornuft.

Tak for ordet. Kommentér gerne på mit indlæg. Hvilke tanker gør du dig om emnet? Snak med din kollega i kaffepausen. Snak med dine samarbejdspartnere på tværs af værdikæder i branchen. Hold tonen konstruktiv og fremadskuende.

Klummen er skrevet af Christian Wittrup, Chief Commercial Officer, A:GAIN
Byens Klumme er udtryk for forfatternes egne holdninger.

 

Tilmelding til nyhedsbrev

Bliv Medlem

Meld din virksomhed ind i Byens Netværk og deltag i den dialog, der er væsentlig for inspiration og videndeling på tværs af de fagligheder, der er med til at præge udviklingen af byggeriet og vores byer. Et medlemskab gælder alle ansatte i virksomheden.

footer image byens netværk