Der er brug for andre måder at tænke finansiering og ejerskab på, hvis byerne fortsat skal rumme fællesskabet og de mange.
Forleden annoncerede en af landets pensionskasser, at tiden er ved at løbe fra hovedstaden. København og de andre største byer i landet er blevet for dyre og uattraktive for mange boligkøbere; ikke mindst førstegangskøberne. Og fra en investeringsvinkel giver det nu mening at rette blikket mod byer med færre mennesker og mere livskvalitet. Provins og profit er ikke længere hinandens modsætninger.
På mange måder er det jo godt nyt. Ikke bare for provinsen og førstegangskøberne, men også for et land, der ikke er alt for skævt skruet sammen økonomisk og dermed i sidste ende også socialt.
Spørgsmålet er, om tiden ikke også er inde til at adressere en anden af anden af urbaniseringens blinde passagerer: at prisernes himmelflugt indebærer, at byens åbne, sociale rum også sendes på flugt.
Det er paradoksalt, at vi elsker byens fælles steder, men endnu ikke har fundet markedsmodeller, der gør dem værd at investere i. Hvem der ejer bygningerne, er nemt at pege på. Og derfor nemt at investere i. Hvem der ejer gaden, pladsen, parken og alt det imellem bygningerne er straks mere diffust. Og dermed svært at investere i. Til trods for at det netop er disse mellemrum, der giver bygningen værdi. Prøv bare af flytte en 3-værdeles Vesterbrolejlighed ud på en pløjemark og se, hvad den så er værd.
Friværdi skabes med andre ord af fællesskab og ikke af mursten. Og derfor er det afgørende at interessere sig for finansieringen af fællesskabet.
Tid til nye måder at skabe, eje og dele byen på
For 100 år siden oplevede byen også et boom i tilflytning og investeringer. Frem for at lade udviklingen af boligmarkedet udspille sig alene som en kamp mellem private investorer og offentlig regulering, fandt man på noget tredje: andelsboliger og almennyttige boligselskaber. Det gjorde det muligt for mange at være medejere - og dermed også at lade mange forme og tage ansvar for byens fremtid.
Måske tiden er inde til en ny almennyttig bevægelse. Denne gang ikke for bygningerne, men alt det mellem dem.
Negativt formuleret handler det om at sikre, at byen ikke bliver løbet over ende af investorer og boligejere, der - alle gode intentioner til trods - primært er drevet af at optimere bygningernes og ikke byens værdi. Sagt mere positivt er byen fuld af oplagte investeringsmuligheder, der i dag ikke bliver realiseret. Det kostede 22 mio. kr. at etablere Sønder Boulevard i København. En samfundsøkonomisk analyse foretaget af Københavns Universitet i 2014 viste, at den samlede ejendomsværdistigning som følge af Sønder Boulevard udgjorde 351 mio. kr. (hertil kommer gevinster for øvrige borgere og erhvervsliv, som ikke var omfattet af analysen).
At få 15 kr. igen for hver investerede krone er normalt en mulighed som en investor vil sælge om ikke sin bedstemor så de fleste andre aktiver for at få fingre i. Ikke mindst i en tid hvor manglen på socialt, miljømæssigt og økonomisk bæredygtige investeringer gør en bankkonto med negative renter til det mest attraktive, markedet kan tilbyde.
Alligevel er Sønder Boulevard undtagelsen og ikke reglen. Mekanismerne til at finde sammen og finansiere de fælles løsninger mangler.
Tiden er inde til at være fælles om det fælles.
Klummen er skrevet af Mikkel Thomassen, partner i rådgivningsvirksomheden Smith Innovation, udgivet den 10. maj 2021.
Smith Innovation lancerede i marts 2021 tanken og virksomheden Urban Commons. Urban Commons vil - med afsæt i erfaringer fra energiinvesteringer muliggjort af pensionskassemidler - arbejde for at facilitetere og finansiere byens fællesskaber.
Byens Klumme er udtryk for forfatterens egen holdning. Foto: Smith Innovation
