Verdens kæmpe-byer presser kloden og sundheden. Klimaet lider under CO2-udledningerne fra byerne, og COVID-virus spreder sig fra tue til tue på verdenskortet. En del af løsningen kan ligge i de selvopståede bystrukturer i nogle af verdens største slumområder.
Byerne står nærmest tomme. Ingen turister. Ingen køer på motorvejen om morgenen. Kun få mennesker med en to-go kop i hånden går tur sammen to og to. Med afstand.
2020 og start 2021’s udørk af en storby uden liv er en total kontrast til den udvikling, der uundgåeligt fortsat sker i byerne; de vokser og vrimler med mennesker, der sviner og smitter hinanden og belaster klimaet.
Et enkelt år eller to med pandemier tror jeg ikke sætter ikke en stopper for menneskers vandring mod byerne, men kan vi undgå kaos og ragnarok, når 2,5 milliarder flere mennesker kommer til byerne inden 2050, som FN forudser? Måske!
Pandemien har sat lys på problemerne, men viser også, at vi kan omstille os 80 procent på kort tid.
En af vores professorer på Nationalmuseet - han hedder Morten Nielsen, har opdaget noget interessant i sine forskningsprojekter. De afslører nemlig, at alle løsningerne på fremtidens (alt for) befolkningstætte byer ligger lige for næsen af os. Vi skal bare få øje på dem først!
Morten Nielsen har rejst rundt i det meste af verden og set på, hvordan uautoriserede byer har organiseret sig selv både fysisk og socialt. Slumbyer, der undgår at blive jævnet med jorden af regeringer, fordi de får passet deres fysiske udseende ind i resten af byens udtryk og stemning. Det opstår fordi folk er pressede og skal overleve - det opstår af nød. Men kan vi se på nogle af de sociale kræfter, der er på spil mellem mennesker i byerne og oversætte de sociale dynamikker til mere strukturerede formler og begreber, der kan bruges til at sikre fremtidens storbyer fra kollaps under befolkningspres og klimakriser i fremtidens storbyer? Det er der gode udsigter til.
Der findes forskellige modeller, som vil blive udforsket i de kommende år, men de har alle det til fælles, at de fungerer bottom up og opstår, fordi der er et helt konkret behov. F.eks. har lokale i Indien reddet deres kommunale vandsystem for at kollapse under pres af for mange brugere, fordi de fik lavet et alternativt vandsystem til beboerne. Det kan kaldes borgerdreven byplanlægning eller akutte lappeløsninger alt efter temperament, men det er netop de dynamikker, der opstår mellem mennesker i det lokale bymiljø i million-byen, der kan være skelettet til fremtidens strukturerede byplanlægning. Slummens sociale ressourcer og dna brudt ned til håndgribelige brikker, som kan placeres de rigtige steder.
Oven i de sociale ressourcer bliver så lagt den vilde teknologiske udvikling, som kendetegner vores nutid – og ingen kan forudse, hvilke fantastiske løsninger, der er opfundet om bare fem år. Derfor er jeg optimist for fremtiden; både i forhold til million-byerne og menneskeliv. Med og uden pandemier.
Corona-pandemien har vist, at mennesker på hele kloden kan omstille sig til en udfordrende hverdag uden varsel, og de autonome byudviklings-initiativer i storbyens belastede områder ser ud til at have et uudnyttet potentiale. Fremtiden kender jeg ikke, men jeg vil driste mig til at sige, at den ser lys ud.
Klummen er skrevet af Rane Willerslev, direktør på Nationalmuseet, udgivet den 28. januar 2021.
Byens Klumme er udtryk for forfatterens egen holdning. Foto: Nationalmuseet/ Søren Brogaard
