Byens Netværk
Se i browser


 
   
 


8. januar 2021
 


I aften skulle vi have holdt nytårskur på hotel Villa Copenhagen. 200 festglade medlemmer. Nye bekendtskaber og gamle gensyn. Godt humør og gode snakke. Taler, sange og grin... Sådan blev det ikke. 

De af jer, der har deltaget i vores nytårskur før, kan forhåbentlig genkalde jer følelsen af den gode stemning og fællesskabet. Det kan vi heldigvis - og det hjælper nu, hvor vi endnu en gang må tage en dyb indånding og trykke midlertidigt på pause-knappen, når det gælder vores arrangementer og fysiske møder, men denne gang kan vi heldigvis se lyset glimte forude, og vi sover med sikkerhedsskoene på. 

Vi fortsætter med at udnytte ventetiden til at udvide programmet med kommende arrangementer. F.eks. med et besøg til BaseCamp Skovbrynet Lyngby og et arrangement, hvor vi bliver klogere på udviklingen af Stejlepladsen i Sydhavnen. Nedenfor kan du se, hvad der ellers er i vente, og vi åbner for tilmeldingerne, så snart vi ved, hvornår vi igen må mødes.

At fællesskabet og det fysiske møde er udfordret, er vi ikke alene om at mærke konsekvenserne af. I sidste uge kunne man i Berlingske læse Louise Stenbjerres bagsideklumme, hvor budskabet bl.a. lød: "Efter den atomvinter, vi netop nu gennemlever, og som trækker hårde veksler på humøret og vores naturlige behov for at ses, bliver de fysiske fællesskaber den dyrebareste valuta i fremtiden". Vi kunne ikke være mere enige!

Og i denne uge istemte Aarhus' nytiltrådte stadsarkitekt, Anne Mette Boye, i Byrummonitor med blandt andet disse ord: "Jeg tænker på, at mobilen giver adgang til hele verden, men at der er stadig behov for at mødes fysisk og bevæge sig gennem byen – og at det er rart at nyde solen på en bænk".

I øvrigt kan du glæde dig til et arrangement med netop Anne Mette Boye, når vi i foråret sætter hende og Københavns stadsarkitekt Camilla van Deurs stævne til en dialog om stadsarkitektens fornyede rolle og blik på byen. Hold øje med nyhedsbrevet, når vi inden længe lancerer en dato.

Nytårskuren plejer også at være der, hvor vi i en podcast tager et kig på året der gik i byggebranchen. Også det laver vi om på i år, og du kan i stedet glæde dig til en podcast, hvor vi vender blikket frem og spejder mod kommende tider. Hvad er det for en verden, vi står i lige om lidt, når krisens værste tid (forhåbentlig) er forbi.

Mens noget ændrer sig, så er noget heldigvis også helt som det plejer. Byens Stafet har skiftet hænder og er landet hos Katrine Nyland Sørensen, indehaver af Nyland Kommunikation. Og i Månedens Profil kan du læse om den store restaurerings- og renoveringsopgave, som Nationalbanken står overfor.  

Sidst men ikke mindst skal der lyde et stort velkommen til et nyt medlem: BARK Rådgivning, der er en tværfaglig rådgivervirksomhed specialiseret i strategisk udvikling af steder. Vi glæder os til at se jer på kommende arrangementer.

Med ønsket om et bedre nyt år!
Byens Netværk

 

 

Månedens profil

Nationalbanken er Danmarks centralbank og har til huse i en ikonisk og fredet bygning i Havnegade i København tegnet af Arne Jacobsen. Over de næste år skal bygningen gennemgå en større og nødvendig restaurering og renovering, så den fremtidssikres – både som kulturarv og arbejdsplads. Læs mere her


Bliv månedens profil

Hver måned profilerer vi en af vores medlemsvirksomheder på websitet. I kan fortælle historien om jeres virksomhed eller spændende projekter til branchekolleger. Har du og din virksomhed lyst til at være månedens profil – så kontakt os


Byens Klumme

Social bæredygtighed er ikke kun arkitektur...

Social bæredygtighed i byggeriets udførelsesfase rummer et stort potentiale, der i mange tilfælde er fuldstændig overset. I Byens Klumme giver Anders Sørensen fra Enemærke & Petersen bolden op for en større social indsats og ansvarlighed i byggebranchen. 


Byens Stafet

Byens Stafet er medlemmernes stafet. Her kan du blive klogere på, hvem der også er med i dit netværk, og hvad de interesserer sig for i byen her og nu. Stafetten gives løbende videre til en person i netværket udvalgt af stafetholderen. Måske bliver du den næste!


Hvem har Stafetten?
Byens Stafet er landet hos Katrine Nyland Sørensen, indehaver af Nyland Kommunikation. Læs bl.a. hvordan hun arbejder med at styrke fortællingerne om vores byer, bygninger og byggepladser og hendes svar på, hvor hun synes, at Københavns globale eller lokale fortællinger lyder stærkest. 


Kommende arrangementer

Arkitekturens Værksteder på Louisiana: Anupama Kundoo​, 12. januar - udsættes
Tag med til Louisiana og få en introduktion til den indiske arkitekt Anupama Kundoo ved museumsinspektør Kjeld Kjeldsen og se udstillingen om hendes værker og tilgang. 


Det Kgl. Bibliotek i Aarhus - Danmarks bedste renovering, 19. januar - udsættes
Se vinderen af RENOVER prisen 2020, når vi besøger Det Kgl. Bibliotek i Aarhus, som er transformeret fra klassisk bibliotek til et moderne, socialt samlingspunkt. 


Teater: Vi de 1%, 21. januar - venteliste
De bor i ghettoer. De er ofte kun sammen med andre, som deler samme kultur og værdier. De placerer deres børn i særlige skoler og ønsker ikke at bidrage til fællesskabet. Tag med i teateret og se en forestilling om de rige 1%, og hvordan de lever.


Studietur til Færøerne, 20.-24. april 2021 - venteliste
Fantastiske vidder, storslået natur, levende byudvikling, stjernearkitektur, indretningsdesign og avanceret ingeniørkunst. Tag med på Byens Netværks studietur til det forjættede ørige Færøerne...


Arrangementer under udvikling

BaseCamp Skovbrynet Lyngby​
En grøn park på taget. Studieboliger, leje- og firmaboliger. Et levende miljø med plads til fællesskaber. BaseCamp Skovbrynet Lyngby har det hele. Vi besøger og ser det enorme byggeri, hvor innovativ arkitektur og miljømæssige og sociale aspekter er i fokus.


Udvikling af Stejlepladsen​
I Københavns Sydhavn skal en bebyggelsesplan med blandede boformer, sociale fællesskaber og en bæredygtig levevis videreføre det særlige havnemiljø ved Stejlepladsen. Vi hører om visionerne og de konkrete planer for udviklingen af det nye bykvarter.


Fødselsdagsreception for Henriette Sofie Larsen
I november 2020 fyldte vores direktør Henriette Sofie Larsen 60 år. Det fejrer vi med festlig reception i Fæstningens Materialgård den 16. april 2021.


Erichsens Palæ - Danske Bank hovedsæde
Ud mod Kgs. Nytorv ligger det smukke og fredede Erichsens Palæ, der huser Danske Banks hovedkvarter. Kom med bag facaden og oplev et fornemt udsnit af dansk bygningskunst.


Nyboder – restaurering og modernisering
Tag med når vi besøger Nyboder og ser og hører om restaureringen og moderniseringen af de kulturhistoriske gule stokke, der er del af den danske arkitekturarv.


Byvandring på Christianshavn​
Hver af Københavns bydele gemmer på sine arkitektoniske perler og særlige bygningsværker. Sammen med arkitekt og forfatter Marie-Louise Høstbo tager vi på byvandring på Christianshavn for at udforske bydelens arkitektur.


Jernbanebyen – byens næste kapitel​
Jernbanebyen er den sidste, store brik i byudviklingen i det sydlige København. Tag med, når vi besøger Jernbanebyen sammen med grundejerne DSB Ejendomsudvikling og Freja Ejendomme og hører om planerne for en ny, moderne bydel.


Restaurering og renovering af Nationalbanken
Kom med på et unikt besøg bag facaden på et af Arne Jacobsens absolutte hovedværker, Nationalbanken, mens den ikoniske og fredede bygning står tom forud for en gennemgribende restaurering og renovering.


Remiseparken
Midt i Urbanplanen ligger Remiseparken, som byder på både byggelegeplads, bondegårdsdyr og store grønne plæner. Parken er nu blevet fornyet til glæde for såvel områdets beboere som resten af byen.


Netværksbar på Slottet
Lær dine netværkskolleger (endnu) bedre at kende, når vi inviterer til netværksbar på Charlottenlund Slot og samtidig hører om stedets historie og restaurering frem mod dets nutidige funktion som kontorfællesskab.


Nyheder fra Byens Netværk

Jubilæumsbog: Byens Netværk - 25 år spejlet i et netværk
Læs historien om Byens Netværk fortalt gennem samtaler med dem, der var med for 25 år siden og dem, der er kommet til siden. Dem, der kender foreningen indefra og dem, der ser den udefra.

Bogen er skrevet af journalist Eva Ørum og layoutet af grafiker Fie Sahl Kreutzfeldt og indeholder foruden interviews også en masse flotte billeder fra vores arrangementer, studieture, nytårskure m.v.     


Nyheder

www.byens-netvaerk.dk

Nyheder opdateres løbende på www.byensnetvaerk.dk. Husk du er velkommen til at sende os opslag om arrangementer, events osv., som er relevante for dine netværkskolleger.


 
 
Du modtager dette nyhedsbrev fordi du har tilmeldt dig via Byens Netværks hjemmeside. Du kan til enhver tid afmelde dig igen, via dette link