Udgivet d. 10. februar 2025
I år udbydes 14 kursusdage med mere end 50 restaureringsfaglige indlæg med både teori, holdninger, materialekendskab, teknikker og lidt praktik på udvalgte dage.
Vi kan tillige tilbyde 1 særskilt kursusdag om udpegning af SAVE- værdier ved hjælp af SAVE systemet.
Indlæggene leveres af dygtige fagfolk, der kommer fra Slots- og Kulturstyrelsen, Det Kongelige Akademi, Nationalmuseets Bevaringsafdeling, ICOMOS, Kgl. Bygningsinspektører, Center for Bygningsbevaring og restaureringsværksteder i Raadvad. Desuden en række specialister fra håndværks-, arkitekt- og ingeniørfirmaer, samt biologer, brandspecialister, forsikringsfolk og konservatorer.
Formålet med kursforløbet er at styrke deltagernes kompetencer i forhold til restaurerings- og istandsættelsesprincipper, teknikker og viden om byggematerialer ved arbejde på fredede og bevaringsværdige bygninger.
Kurset retter sig mod arkitekter, ingeniører, bygningskonstruktører og museumsfolk, som arbejder i kommunale eller statslige forvaltninger eller er beskæftiget på tegnestuer, der arbejder med restaurering og istandsættelse af fredede og bevaringsværdige bygninger.
Kursusrækken starter den 9. april 2025 og forløber over i alt 14 dage.