Udgivet d. 23. juni 2020
I år skal rigtig mange af os holde ferie i Danmark. Derfor gentager vores arrangementsudvalg og bestyrelse en god tradition og giver her deres personlige anbefalinger til steder, du skal besøge denne sommer. Lad dig inspirere her.
Faaborg Museum – Anbefalet af Arne Høi, KADK
Ud i sommerlandet og af sted til Faaborg Museum
Et Gesamtkunstværk hvor Carl Petersens arkitektur, Fynbolmalernes kunst, Kaare Klints møbler møbler danner en sjælden fin og oplevelsesrig helhed.
Museet har netop åbnet særudstillingen ”Øjeblikkets Skønhed” med Anna Sybergs akvareller – De alene er hele turen værd.
Læs mere her
foto: faaborgmuseum.dk
Naturkraft – Anbefalet af Vibeke Garder, M2-Arkitekter
Spritnyt naturcenter anlagt i Ringkøbing, der er forberedt på at vise både hvordan naturens kræfter virker, men også hvordan mennesker påvirker naturen. Centeret åbnede i starten af juni, så det er næsten garanteret, at du ikke har været der endnu.
Læs mere her
Foto: naturkraft.dk
Sagnlandet i Lejre – Anbefalet af Marie Lundberg Hansen, Renoveringskonsulenterne
Genoplev fortidens vingesus i vikingernes verden, stenalderen, jernalderen og 1800 tallets bondesamfund. Massere af frisk luft og i år åbner den store vikingekongehal, genskabt fra udgravninger fundet i Danmark. Det er virkelig smukt.
Læs mere her
Foto: visitlejre.dk
Duoedde Strand og Fyr – Anbefalet af Torben Mauritzen, Aumento
Der er rigtig mange gode steder at besøge i Danmark. Men skal man til Bornholm, og er vejret godt, vil jeg anbefale en badetur til Dueodde Strand. Sandet – helt hvidt – og vandet er fantastisk. Man kan også benytte lejligheden til at tage trapperne i Dueodde Fyr – 40 meter højt og med fantastisk udsigt over Østersøen
Læs mere her
Foto: bornholm.info
Museum for Papirkunst – Anbefalet af Maria Bjerg Nørkjær
Nordens eneste museum for papirkunst finder du i Blokhus. Lige nu kan du både se papirkunst lavet af nationale og internationale kunstnere samt ikke mindst H.C. Andersens papirklip. Der er derudover også en masse aktiviteter for børn.
Læs mere her
Foto: museumforpapirkunst.dk
Gurre Slotsruin – Anbefalet af Jakob Kirkegaard
Gurre Slot blev opført for næsten 1000 år siden og det er stadig muligt at se ruinerne fra slottet i Nordsjælland, der - udover at rumme masser af historie - er omgivet af skøn natur omkring Gurre Sø.
Læs mere her
Foto: visitnordsjaelland.dk
Cykeltur i København – Anbefalet af Peter Grooss, Groossartig
Da det nok er den eneste sommer, du kommer til at opleve med meget få turister i København, så er det op på cyklen og udforsk hovedstaden.
Forslag til cykelture i København kan findes her
Foto: Martin Heiberg. Copenhagen Media Center
Kongernes Jelling – Anbefalet af Jan Gralle
Kongernes Jelling, der ud over Jellingstenene har fået et flot anlagt museum med fx et fint interaktivt kort over områdets historie, er absolut et besøg værd.
Læs mere her
Foto: natmus.dk
Skamlingsbanken – Anbefalet af Henriette Sofie Larsen, Byens Netværk
Jeg skulle have været til Tønder Festival. Vi har et par hoteværelser i Nordtyskland og vil benytte lejligheden til at besøge nogle sønderjyske seværdigheder og mindesmærker særligt på 100-året for genforeningen.
Skamlingsbanken udgør et smukt naturområde især kendt for de folkefester, der blev holdt i årene 1843-59 til støtte for den danske sag i Sønderjylland.
På Højskamlingen står en 16 m høj støtte lavet af 25 granitblokke til minde om den danske sags forkæmpere i Slesvig. Støtten blev rejst i 1863, sprængt i luften af preusserne i 1864 og rejst igen i 1866. Genrejsningen var mulig, fordi folk på egnen havde opsamlet og gemt stenene. I nærheden af støtten findes seks andre mindestøtter og en talerstol af store kampesten. Rundt om talerstolen står der fem grupper af træer, der symboliserer de fem nordiske landes uadskillighed.
Træerne er: Bøg (Danmark), birk (Sverige), gran (Norge), ene (Finland) og røn (Island).
Efter befrielsen i 1945 indrettedes en mindelund for de faldne fra den sønderjyske modstandsbevægelse.
Læs mere her
Foto: skamlingsbanken.info
Dragør – Anbefalet af Mathilde Vestergaard Schjerning, Byens Netværk
Find roen og oplev hyggen i Dragør. Gå en tur i den gamle bydel, som med sine snævre gader og lave huse fra 1700- og 1800-tallet en af de bedst bevarede byer i Danmark.
Du skal selvfølgelig også besøge Dragørs gamle havn og gå en tur hen på Dragør Fort for at nyde udsigten over vandet. Dragør Fort byder desuden på fine badefaciliteter både for beboere og turister.
Læs mere her
foto: visit-dragoer.dk
Musicon – Anbefalet af Katja Beck, Byens Netværk
Ikke en skjult perle, men et område i konstant udvikling og med noget for alle aldre. Masser af liv og kreativitet fylder bydelen, og man kan hurtigt få en hel dag til at gå.
Læs mere her
Foto: Thomas Rungstrø
Vil du have endnu mere inspiration, så se også arrangementsudvalgets anbefalinger fra sidste år her.
God sommer - og god tur!