Udgivet d. 05. juli 2017
Byens Netværks arrangementsudvalg har lavet en liste over 12 steder, du skal besøge denne sommer, hvis du vil opleve arkitektur, byrum og dansk kulturarv i særklasse.
The Past (på ARoS) undersøger landskabet og menneskets forhold til naturen set fra et kunstnerisk og idéhistorisk perspektiv; The Present (i byrummet) ser på naturen i en moderne bymæssig kontekst. The Future (langs kysten) udforsker den kunstneriske reaktion på miljømæssige forandringer. The Future består af 16 værker langs Aarhus-bugten, som du kan opleve fra 3. juni til 30. juli 2017 på strækningen fra Tangkrogen til Ballehage. Fælles for mange af kunstværkerne i The Future er, at de ikke tilgår naturen som et ‘landskab’ i et stillbillede. I stedet ser de naturen som en fysisk oplevelse, præget af spektakulære værker der blandt andet udforsker bæredygtig forandring og søger nye økologiske og bæredygtige modeller for vores fremtidige samspil med naturen, og hvordan denne kan forbindes til hverdagslivet.
Malerklemmen - anbefalet af Per Setholm-Johansen, Hasløv Stæhr Advokater
Tag på tur til Malerklemmen ved Borup og nyd en fantastisk frokost i det gamle og charmerende traktørsted beliggende i den idylliske midtsjællandske natur. Det er oplagt at kombinere frokosten med en tur i den omkringliggende skov, der byder på fantastiske naturoplevelser.
Cisternerne & Sambuichi - anbefalet af Joseph Alberti, Colliers International Danmark
I Cisternerne under Søndermarken kan du komme på på underjordisk vandring i et hav af lys og mørke. Her har den internationalt anerkendte japanske arkitekt Hiroshi Sambuichi omdannet byens historiske vandreservoirer, så der opstår en oplevelsesværdig symbiose mellem natur og arkitektur. Her ser og oplever du noget enestående, som man med garanti aldrig har oplevet før, og aldrig kommer til at genopleve, da der er tale om en midlertidig udstilling.
Valbyparken - anbefalet af Majken Hammer Sløk, Realkredit Danmark
En perle i byen, et pusterum uden støj fra bilerne – ren nydelse for sjælen at gå rundt i rosenhaven, hvis man altså er til roser. Temahaverne er også et besøg værd.
Valbyparken byder på store, åbne plæner, en naturlegeplads, en rosenhave og andre temahaver, som du kan gå på opdagelse i. I Valbyparken kan du både opleve vild natur og plejet park, skov og fine temahaver. Der er også en frisbeebane, en café samt Københavns Kommunes største naturlegeplads. Rosenhaven er unik med ca. 12.000 rosenplanter, som blomstrer og dufter hen over hele sommeren. Forskellige stauder danner bund under roserne og er med til at forstærke blomsteroplevelsen.
De runde temahaver er et af Valbyparkens særkender. Der er 17 temahaver med hver deres tema, fx H.C. Andersens Orientalske Have, Den Dynamiske Have, Den Handicapvenlige Have, Surbundshaven og Vandhaven. Se evt mere her.
Moesgaard Museum - anbefalet af Henriette Sofie Larsen, Byens Netværk
Et specialmuseum for arkæologi og etnografi i Højbjerg, Aarhus. Jeg besøgte museet for nyligt, og jeg må indrømme, at jeg elskede alt ved det: Arkitekturen, udstillingen, området og ja selv cafeen.
Jeg var imponeret over, hvordan museet havde taget ny teknologi til sig. Prøv at sætte dig ind i jættestuen med virtual reality-briller på. Da vi efterfølgende kørte rundt i området, var hele skoven fyldt med rollespilsfolk, så det var nærmest som at køre rundt i en svunden tid. At solen så også skinnede gjorde det hele endnu bedre.
Se særudstilling ”Rejsen”, som er en iscenesat rejse gennem syv kontinenter og fokuseret omkring syv menneskelige grundvilkår; fødsel, kærlighed, tro, angst, tab, rationalitet og dødsdom. Fænomenal og meget, meget rørende.
Kalø Slotsruin - anbefalet af Lisbet Fibiger, Byens Netværk
Det gamle middelalderslot på Kalø har for nylig fået selskab af en helt ny arkitekttegnet trappe, der kanter sig lydløst op gennem slotstårnet og baner vej for adskillige panoramiske kig ud over landskabet. Det zigzaggende trappeforløb tilføjer en helt ny dimension til den 700 år gamle historiske ruin, hvor Erik Menved regerede og den svenske konge Gustav Vasa sad fængslet.
Bag den minimalistiske tilføjelse står MAP Architects, der har givet Kalø Slotsruin et kulturhistorisk løft i samarbejde med Naturstyrelsen og Realdanias kampagne ’Stedet Tæller’.
Slotsruinen og området omkring er i øvrigt en del af Nationalpark Mols Bjerge. Så mens man nyder gåturen over dæmningen til slotsøen, kan man også kigge nærmere på den smukke natur i det bakkede terræn, der netop er udpeget som location for et kommende nyt velkomstcenter tegnet af Arkitema.
M/S Helge - anbefalet af Liv Reese-Petersen, Byens Netværk
Jeg vil gerne anbefale at tage med veteranskibet M/S Helge på sejltur i det sydfynske øhav, hvor du kan opleve Sydfyn og Svendborgsund fra den smukkeste side. Det er den oplagte mulighed for at ø-hoppe - spise is på Valdemar slot, spille minigolf i Christiansminde og se på nuttede bindingsværkshuse i den hyggelige gamle skipperby Troense.
Christiansfeld - anbefalet af Mathilde Schjerning, Byens Netværk
Arkitektur, historie og honningkager – og på UNESCOs liste over verdenskulturarv!
Oplev Christiansfelds særlige byplan og unikke arkitektur. Gå en tur i hjertet af byen og nyd stemningen i byens hyggelige butikker og cafeer. Christiansfeld er speciel ved at være planlagt og bygget efter samme mønster som den første Brødremenighedsby, Herrnhut, i Tyskland og er et klasseeksempel på en by, der koblede arkitektur og æstetik med religion. i 1773 blev Christiansfeld som den første by i Danmark udtænkt efter en streng byplan og derefter systematisk opbygget, og er altså ikke opstået gradvist som så mange andre småbyer i Danmark. Christiansfeld regnes for at være den smukkest bevarede af de gamle brødremenighedsbyer i Europa. Den gamle bydel er de seneste 10 år blevet nænsomt renoveret og er i dag et levende kulturminde midt i byens hjerte - og en del af byens og borgernes hverdag.
God sommer!