VILLUM Window Collection dokumenterer og formidler vinduets kulturhistorie, dets teknologiske udvikling og - ikke mindst – vinduets betydning for menneskers adgang til lys, luft og udsigt.
Museet inviterer de besøgende på en rejse gennem en tidstunnel, hvor lyset kan opleves gennem historiske vinduer - fra de tidligste simple lysåbninger til nutidens højteknologiske og klimavenlige løsninger. Vinduesdesign og fremstillingsteknikker kædes her sammen og skaber forståelse for vinduets betydning for arkitektur og byrum samt velfærd og livskvalitet.
VILLUM Window Collection åbnede I 2015 på initiativ af Lars Kann-Rasmussen. Museet er opkaldt efter hans far, civilingeniør Villum Kann Rasmussen, som grundlagde VKR Gruppen i 1941 og udviklede det første VELUX ovenlysvindue i 1942.
Foto: Kim Wendt
Museet viser i øjeblikket to særudstillinger; Wall of Windows af Rem Kolhaas, en væg med 67 historiske engelske vinduer, der blev vist på arkitekturbiennalen i Venedig 2014, og frem til december 2025 Window Behaviorology, som er en japanske særudstilling om vinduer og adfærd på baggrund af bogserien Window Scape af Tsukamoto Laboratory.
”For mig er Window Scape-bøgerne et skatkammer fyldt med viden om vinduer. Jeg kan ikke få nok af at studere de mange skønne tegninger af vinduer fra hele verden, som viser hvor forskelligt vinduer bruges, og hvordan vores adfærd er tilpasset og ofte styret af vinduer og dagslys.” - Museumsleder Dorthe Bech-Nielsen
I 2025 markerer VILLUM Window Collection museets 10-års jubilæum med forskellige events som bl.a. talks og byvandringer.
Allerede den 14. og 15. marts besøger den japanske arkitekt Yoshiharu Tsukamoto museet og fortæller om sit arbejde med” Window Behaviorology in Nordic Architecture” og laver er guidet tur i vores særudstilling ”Window Behaviorology”.
Følg med på vores hjemmeside og Instagram, som vi løbende opdaterer med kommende arrangementer.
For at blive inspireret og holde os opdateret på, hvad der sker i byen, både kulturelt og fagligt. Og for forhåbentligt at inspirere andre. Vi håber, at medlemskabet kan være med til at styrke vores faglige netværk, at der kan opstå fremtidige samarbejder samt generel udveksling af viden og erfaringer.