print logo
Byens netværk

Magasinet KBH

maj 2018


Byens Netværk præsenterer denne måneds profil: Magasinet KBH


Magasinet KBH har i snart 13 år sat fokus på Københavns rivende byudvikling. Mød stifteren og hør ham fortælle om magasinets rolle i 2018 – og om hvordan vores by er et projekt, vi alle kan være med til at udforme.

Man kan støtte Magasinet KBHs arbejde via sponsorater, der starter ved 2.500 kroner om året, og som indeholder diverse eksponering gennem Magasinet KBHs kanaler.



Vi kan alle forme vores by!

Det er ikke normalt, at en by har et populærmagasin om byens udvikling. Så vidt vides findes der kun én af den slags byer i verden – og dén hedder København.

Måske hænger det sammen med, at danskerne er særligt interesseret i formgivning. Når design af både møbler og blomstervaser kan trække overskrifter i pressen, hvorfor så ikke design af byer?

Eller måske er det bare fordi, at det var i København, at idéen først opstod. Og fordi timingen var rigtig: I dag bor mere end halvdelen af verdens befolkning i byer, og kvaliteten af den by vi er omgivet af har stor betydning for vores livskvalitet – måske større end vores bolig har det.

Uanset årsagen, så følger Magasinet KBH på 13. år tæt udviklingen af den danske hovedstad. For som magasinets stifter, Anders Ojgaard, siger: "Tidshorisonten er selvfølgelig lidt længere end at køre en tur i Ikea og Flügger efter en ny sofa og 5 liter knækket hvid. Men byer er ikke statiske. De er organiske størrelser, som vi hele tiden former og laver om på – og på relativt få år kan rammerne for dit liv være mærkbart forandret."

Det var netop de hastigt skiftende rammer for livet i København, der lagde grunden til magasinet. I årene op til det første nummer af Magasinet KBH fra 2005 fik København både metro, nyt operahus og en ny bydel ved navn Ørestad. Og i årene siden er byens transformation kun taget til:

Nye broer, svømmehaller, sportsarenaer, golfbaner, teatre, strande, havnebade, madmarkeder, museer, parker, højhuse, ikke-så-høje-huse og totalrenovation af hele bydele som Nordhavn, Carlsberg, Islands Brygge og Sydhavn – sidstnævnte inklusive flere nye øer. København vokser og ændrer sig.

"Alle disse forandringer skaber et helt nyt liv. Du ser andre ting på din vej rundt i byen. Du kan gå nye steder hen. Opleve nye ting. På nye måder. Og den megen aktivitet i formgivningen af de fysiske rum avler også en generel virkelyst der udmønter sig i alt fra caféåbninger og nye start-ups til kunstfestivaler og flere grill-aftener på Islands Brygge," fortæller Anders Ojgaard entusiastisk.

Det lyder som om der virkelig sker noget?

"Ja, København er en nordeuropæisk boom-town," fortsætter den arkitekt- og kommunikationsuddannede stifter. "Byggeaktiviteten er som sådan ikke enestående, men koblingen med livskvalitet er ikke noget man ser alle steder."

Ifølge Magasinet KBHs stifter, så er det Københavns fokus på de blødere værdier, der har gjort den til lidt af en international ledestjerne de seneste år:

"Arkitektonisk sker der rigtig meget interessant i byen. F.eks. glæder jeg mig meget til at se japanske Kengo Kumas færdige Papirø-bad om nogle år. Men det er i særlig grad cykelstierne, gågaderne, vandområderne – den sunde kobling mellem økonomiske interesser og gode byrum for mennesker, der sætter København på dagsordenen internationalt."
 

I Magasinet KBHs nye design kan både professionelle og amatører indsende visioner for byens fremtid – og læserne kan stemme idéerne op og ned. Alle tiders mest populære er indtil videre et forslag fra Primus Arkitekter om at videreudvikle slagtergårdene på Vesterbro i stedet for at rive dem ned. 


En ambitiøs by med bredt ejerskab
Anders Ojgaard fungerer i dag alene som direktør for magasinet – redaktørstolen overdrog han til journalist Noe Habermann for nogle år siden. Men hans kerneinteresse er helt uændret: byer og deres udformning, og i særdeleshed Københavns. Med mellemrum deltager han også i forskellige paneler – eller direkte i arbejdet med byens design. Det kreative bureau han er den ene halvdel af, vandt for et par år siden f.eks. Københavns Kommunes idékonkurrence om fremtiden for Papirøen. Projektet kombinerede et markant svømmebad med mere intime byrum og et madmarked.

"Københavns brand er blevet livskvalitet, og det bør vi virkelig holde os for øje. Verdens byer konkurrerer med hinanden om både investeringer, turister og talentfulde mennesker – og i dét spil er det et rigtig godt kort at være kendt for et menneskevenligt urbant design. Bare vi ikke glemmer også at turde tænke stort engang imellem," smiler Anders Ojgaard: “Ambitiøse byer har også brug for ambitiøse symboler.”


Magasinet KBH udkom på tryk fra 2005-2010. I dag er det et rent digitalt magasin.


Magasinet KBH startede oprindeligt i 2005 som trykt magasin. Oplaget nåede 32.000, og i alt 57 udgaver kunne i årene fremover samles op flere hundrede steder i byen. I slutningen af 2010 blev det dog efterhånden for svært at opretholde en bæredygtig økonomi i et printmagasin, og Magasinet KBH har de seneste 7½ år alene været et digitalt medie.

Men behøver man overhovedet at have et helt medie med fokus alene på byens udvikling?

"Ja, det er for mig at se en meget vigtig del af pakken. Det er bestemt ikke alt nybyggeri i København der er lige skønt, og offentlig bevågenhed og debat kan virkelig gøre en positiv forskel," forklarer Ojgaard og fortsætter:

"Mange beslutningstagere læser Magasinet KBH, og konsensus om hvad der er godt og skidt formes i debatten. Og dén bliver meget stærkere, hvis den har et samlet fokuspunkt i et medie. Og så er der den meget vigtige effekt, at et to-vejs medie kan få en befolkning til at føle ejerskab og engagere sig: Vores bys udvikling er vores alles anliggende – byen er vores fælles bolig. Vi kan være med til at forme den og udvikle den. Og dét engagement er rigtig vigtigt for en by – både i livskvalitet og i kroner og ører. Engagement skaber fremdrift."

Og noget tyder på, at der virkelig er et bredt engagement i byens udvikling. Magasinet KBHs artikler læses nu 1,5 millioner gange årligt – op fra 1 million for et år siden. Og på Facebook er man ved at runde 40.000 følgere.

"Ja, vi overhalede Politiken iByen for noget tid siden," ler Anders Ojgaard. "Det er fantastisk at se, at byens arkitektur og udvikling kan konkurrere med popmusik og brunchanmeldelser. Men meget mere vigtig for mig er debatten. Der er rigtig meget engagement med vores indhold – folk klikker og kommenterer løs. Byens design er virkelig blevet alles anliggende." 


Magasinets stifter glæder sig særligt til at se japanske Kengo Kumas færdige svømmebad på Papirøen – et projekt han i 2015 selv var med til at lægge kimen til i vinderforslaget til Københavns Kommunes konkurrence om fremtiden for Papirøen.


Ny web-platform og nye tider
Adskillige medier har dog svært ved at få forretningen til løbe rundt i disse internet-tider. Kan man skabe en bæredygtig økonomi i et digitalt magasin med fokus på en bys udvikling?

"I de første år som rent digitalt medie var Magasinet KBH i høj grad et con amore-projekt," fortæller Anders Ojgaard. "Vi var tvunget til at lukke den trykte udgivelse i 2010, men hjerteblod og kærlighed til byen holdt liv i den digitale del trods meget små indtægter. For et par år siden satte vi os for virkelig at løfte hele projektet igen med en helt ny web-platform; blandt andet med en ny sektion for visioner for byen. Der er blevet arbejdet rigtig meget på projektet de sidste par år. Og det er uden tvivl medvirkende til, at vi – på trods af at vi snart fylder 13 – nu ser en markant voksende aktivitet på siden."

Og kan øget trafik omsættes til bedre økonomi?

"Ja, til dels. Aktiviteten har også betydet, at vi har kunnet skabe en base af betalende læsere. Vi nærmer os 1.000 støttemedlemmer der hver måned betaler et beløb i støtte til udgivelsen. Indtægterne er dog stadig for små; det kræver en hel del goodwill at holde magasinet oven vande. Men vi arbejder på at finde flere af dem – ikke mindst i form af sponsorater. Der er mange organisationer i København, der er involveret i byens udformning på den ene eller den anden måde, og som vi håber vil støtte udgivelsen."

Anders Ojgaard griner: "Magasinet KBH er jo også med til at promovere byen. I årenes løb er vi blevet omtalt fra England til Tyskland, fra Spanien til Japan. Archdaily, verdens største arkitektursite, bruger os som kilde i dag. Det giver noget opmærksomhed at have et populærmedie om byens udvikling. Det er ikke normalt."

Man kan støtte Magasinet KBHs arbejde via sponsorater, der starter ved 2.500 kroner om året, og som indeholder diverse eksponering gennem Magasinet KBHs kanaler.

Byens Netværk er sponsor af Magasinet KBH

Læs mere her: www.magasinetkbh.dk/sponsor



Sponsorer af Magasinet KBH eksponeres gennem magasinets forskellige kanaler
– og nye sponsorer modtager nu også et antal eksemplarer af magasinets helt nye KBH-krus.

 

E+N Arkitektur november 2024

footer image byens netværk