print logo

Dansk Center for Lys (DCL)

april 2021



Rigtig belysning til alle

Lys er en grundlæggende kompetence og forudsætning for udviklingen af det liv, som fremtidige generationer skal leve i den byggede verden. Det er vores fornemmeste opgave at hjælpe til med at sikre rigtig belysning til alle.

Hvordan skaber vi rammerne for godt lys til alle?
DCL uddanner, formidler, kobler og fremmer viden, kompetencer og argumenter for godt lys, så denne indsigt kan anvendes hensigtsmæssigt, bæredygtigt og demokratisk til at skabe glæde, nytte og liv med lys.


DCL - en forening for alle med interesse for lys
Dansk Center for Lys en medlemsforening med rødder tilbage til 1948. Vores netværk af medlemmer repræsenterer en bred vifte af faggrupper, fx lysdesignere, arkitekter, rådgivende ingeniører, belysningsproducenter, elinstallatører, arbejdsmiljøkonsulenter, forskere og undervisere. Fælles for alle medlemmer er en stærk faglig interesse for lys.

DCL udsender magasinet LYS og afholder kurser, konferencer og arrangementer. I DCL’s lokale kredse arrangeres besøg, hvor man har mulighed for at opleve lys i praksis på nye inspirerende lysprojekter. 

Lysdesign på agendaen

Dansk Center for Lys’ hovedfokus i 2021 og fremad er at få sat lysdesign på agendaen. Der er mange forskningsresultater, der alle peger i samme retning. Vi mennesker har brug for god, varieret og inspirerende belysning. Sammen med medlemmerne arbejder vi derfor for at få gjort lys tydeligere i processen, når nye byggerier projekteres.

Det er ikke tilstrækkeligt udelukkende at overholde kravene i standarden. Vi kan så mange ting med lys i dag. Vi kan styre lysets farve og intensitet, og vi kan tilpasse kunstlyset til dagslyset og de arbejdsopgaver eller aktiviteter, der foregår i de bygninger, vi skaber lys til. Der er rigtig mange parametre, der skal tages i betragtning. God belysning kræver derfor viden om lysets påvirkning af mennesket, for vi ved nu, at den rigtige belysning har en direkte og massiv indflydelse på vores helbred.


Hvorfor DCL
DCL varetager Danmarks interesser i CIE – Den Internationale Belysningskommission på medlemmernes vegne. Vi repræsenterer også de mange interessenters synspunkter i DS-udvalget S-061, Udvalg for lys og belysning. Vi har tæt samarbejde med relevante styrelser som Bolig- og Planstyrelsen (ansvar for Bygningsreglementet), Energistyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen, hvor DCL er høringspartner på medlemmernes vegne, når der udsendes høringer på nye love og bekendtgørelser.

DCL bliver ofte brugt som uafhængig instans, når der fra markedet er spørgsmål omkring lys og belysning, hvor der ikke umiddelbare svar i gældende love, bekendtgørelser, standarder eller lignende.

DCL er desuden involveret i flere store forskningsprojekter som formidlingspartner, såsom projekter finansieret af Realdania, ELFORSK, EUDP m.fl.


Hvorfor er vi en del af Byens Netværk?
DCLs medlemmer er alle entusiaster med stor viden, når det kommer til belysning. Men der er brug for, at den grundlæggende viden om lysets enorme betydning for vores helbred når bredere ud, så fremtidige byggerier og udendørs pladser i højere grad belyses med udgangspunkt i menneskers behov og ikke udelukkende ud fra fx energimæssige hensyn. Det er vi sikre på, kan ske i regi af Byens Netværk.


Kontakt

Dansk Center for Lys
Tlf. 47 17 18 00
information@centerforlys.dk

Læs mere på centerforlys.dk

ACT Architects december 2024

footer image byens netværk