Byens Klumme kan kommenteres i vores Linkedin-gruppe. Kommenter og læs eventuelt andres kommentarer her
Boligpriserne i København er på himmelflugt, og derfor er det nødvendigt at sikre almene boliger, som folk med almindelige lønninger er i stand til at betale. Det er der flere veje til.
København er i en rivende udvikling, og på visse områder går udviklingen også for stærkt. Det gælder blandt andet boligmarkedet. Her så vi inden finanskrisen boliger solgt til ublu beløb, og her ti år senere er priserne endnu højere end dengang. Det betyder, at boligmarkedet i København ekskluderer en stor gruppe af befolkningen, som ikke har råd til at få tag over hovedet i hovedstaden. Tilstande vi kender fra både London og Stockholm. Stod det til Enhedslisten, ville der blive gjort op med dette skævvredne boligmarked, men det er der ikke flertal for på Christiansborg. Heldigvis har vi dog andre muligheder for at rette op på uligheden.
Muligheden for at stille krav om 25 pct. almene boliger, når nye lokalplaner skal godkendes, er essentiel for den sammenhængende by. Mens priserne på private boliger blot stiger og stiger på både leje- og ejermarkedet, holder priserne på almene boliger sig i ro og bliver dermed billigere i takt med samfundsudviklingen. Netop derfor er det afgørende at få bygget mange flere almene boliger i hovedstaden i disse år. Det vil være med til at fremtidssikre København.
Og kravet skal anvendes i langt højere grad, end det hidtil har været tilfældet. Indtil nu har politikerne på Københavns Rådhus været varsomme med at stille kravet i områder med en i forvejen høj procent almene boliger, men nu lader det til, at der er nye vinde på rådhuset. Et flertal har i år i flere sager besluttet at kræve almene boliger, hvor der i forvejen er mange i nabolaget. For Enhedslisten er det ikke ejerform, der er afgørende for, om vi får en blandet beboersammensætning og et velfungerende lokalsamfund. De almene boliger er jo netop kendetegnet ved at være for alle, og der hvor rige og fattige kan bo dør om dør.
Nøglen er at blande boligtyperne, så et område ikke kun er kendetegnet ved fx tre-værelses familieboliger eller meget små billige boliger, så familier eller alle enlige reformramte ender i samme boligblok. Tænk i stedet blandede boligstørrelser: alt fra huse til små lejligheder samt ungdomsboliger og seniorbofællesskaber ind i områderne, så vi får en blandet beboermasse. For jeg er enig i, at vi beriger hinanden og kan bidrage til hinandens liv, når vi møder nogen i en anden livssituation, end vi selv er i lige nu - om vi er på toppen af vores karriere eller i vores livs krise, har vi godt af at møde folk, der er anderledes end os selv.
Det første man kunne gøre var at bygge alle ungdomsboliger som almene frem for private. Myten om at der findes noget der hedder private ungdomsboliger skal aflives: Forskellen på en privat og en almen ungdomsbolig er prisen, og om man rent faktisk kan kontrollere, at det er en studerende, der bor i den. Hvorfor skal man betale op mod det dobbelte for en ungdomsbolig, når den almene sektor kan levere dem til max 3500 kroner? De studerende bliver ikke mere ressourcestærke af at betale mere for deres bolig til en privat udlejer. Og det er kun i de almene ungdomsboliger, at det er muligt at kontrollere, at dem der bor der, modtager SU og flytter videre efter studiet, så nye studerende kan komme til. Desuden har de muligheder for at anvise de studerende, der bor længst fra studiet først. Det er alt sammen noget de private - såkaldte ungdomsboliger - ikke kan.
En anden måde at gøre boligerne billigere på kan være ved at tænke i bofællesskaber. Københavns befolkningssammensætning har ændret sig betragteligt alene i dette årtusinde, og hvor der før var behov for mange familieboliger til den traditionelle kernefamilie, ser vi nu i stigende grad et behov for mindre boliger til singler og fleksible kvadratmeter til deltidsforældre, regnbuefamilier m.m. på grund af nye familiemønstre. Samtidig er der både blandt unge og ældre en stor efterspørgsel på mere kollektive og sociale boligformer. Det modvirker både ensomhed og sparer på pladsen. Hvis vi skal udnytte pladsen effektivt, bør entreprenører se nærmere på at bygge boliger, som er fællesskabsorienterede. En bolig behøver fx ikke at inkludere ét køkken og én stue pr. lejemål. I stedet kan beboere i bofællesskaber deles om både stuer og køkkener og samtidig opleve et socialt fællesskab. Dermed får vi mere ud af pladsen og således bedre plads til de 100.000 flere københavnere, vi ser ud til at blive frem mod 2027. Staten kunne medvirke til at gøre det nemmere at tænke i denne pladsbesparende boligform ved at ændre på reglerne om boligsikring, så der ikke stilles krav om eget køkken for at blive støtteberettiget.
Et tredje sted vi kan få mere for pengene er ved at sænke kravene til parkering i konstruktion. Det er voldsomt dyre kvadratmeter at bygge, og når over 70 pct. af de københavnske husstande ikke har bil til rådighed, er der ingen grund til at bygge halvtomme parkeringskældre. Det hænger fint sammen med, at omkring to ud af tre københavnere tager cyklen til og fra job eller uddannelse. Det er den vej vi skal. Vi hører nu et stigende antal developere begynde at tale højt om deres ønske om at få lov at bygge færre parkeringspladser, for at gøre deres byggeri billigere, fordi de ikke kan sælge parkeringspladserne. Både i Carlsbergbyen og på Grønttorvet, som er meget stationsnære byggerier, har bygherrene ytret dette ønske. Derfor vil jeg også foreslå, at vi fremover sænker kravene til parkering i konstruktion, så vi kan få opført billigere boliger i København.
København skal stadig være en by for alle, og hvis vi skal indfri den målsætning, kræver det, at vi samarbejder med den almene sektor, hvor vi kan, så København bliver en mere lige og sammenhængende by. Det vil jeg blandt andet bruge mine næste fire år som Teknik- og Miljøborgmester på.
- Ninna Hedeager Olsen, Teknik- og Miljøborgmester i København (EL)
