Leave No One Behind er kernen i FNs bæredygtighedsmål (Sustainable Development Goals). Alligevel svigtes personer i en sårbar situation dagligt, og menneskerettighederne udfordres. Noget skyldes national lovgivning og politik, men rigtig meget kan gøres lokalt, når der er vilje til det.
Alle mennesker på kloden bor lokalt, og det er her, den vigtigste interaktion med myndighederne foregår. Derfor er de beslutninger, der træffes lokalt, ofte det, der griber mest alvorligt ind i det enkelte menneskes muligheder for at realisere menneskerettighederne.
Dette selvindlysende faktum blev smukt formuleret af Eleanor Roosevelt på tiårsdagen for FNs Verdenserklæring om menneskerettigheder i 1958:
“Where, after all, do universal human rights begin? In small places, close to home – so close and so small that they cannot be seen on any maps of the world. (..) Unless these rights have meaning there, they have little meaning anywhere. Without concerted citizen action to uphold them close to home, we shall look in vain for progress in the larger world.”
Her 66 år senere er flere og flere byer verden over begyndt at tage større ansvar for at respektere, beskytte og virkliggøre menneskerettighederne for deres borgere. De første netværk for menneskerettighedsbyer er i deres vorden, og inden for de næste år vil der med stor sikkerhed findes internationale kriterier for, hvad der kendetegner en ‘menneskerettighedsby’. De første skridt er allerede taget i EU, og i 2018 lavede SKL (det svenske KL) i samarbejde med Raoul Wallenberg Instituttet et sæt retningslinjer for, hvordan kommuner kan arbejde med menneskerettigheder.
Som den første i Norden erklærede Lund sig i 2018 menneskerettighedsby efterfulgt af Bergen. Senere er også andre nordiske byer kommet med. Ingen danske byer har endnu taget skridtet.
Tilgangene til at arbejde med menneskerettigheder lokalt er mange og forskellige. Nogle kommuner/regioner vælger en strategisk model, hvor menneskerettigheder indgår som et integreret element i den overordnede politik- og strategiudvikling og implementeres nedad i systemet til byplanlægning, socialforvaltning, sundhed og uddannelse. Andre vælger at lade arbejdet fokusere på særlige problemområder, som inklusion, sundhed, den grønne omstilling, teknologi etc.
Om det er den ene eller anden tilgang, bidrager menneskerettgihedsperspektivet, ofte hånd i hånd med SDG’erne, til at identificere de grupper, der har behov for en særlig opmærksomhed: Hvordan kan man imødekomme de hjemløse bedre? Hvordan identificerer man barrierer i adgangen til sundhedsydelser? Hvordan bidrager trafikplanlægning til at skabe en inkluderende by og fattigdomsbekæmpelse? Hvordan anvendes ny teknologi og AI til at styrke bogernes rettigheder?
Menneskerettigheder er selvfølgelig ikke et vidundermiddel, der løser alle problemer. Men erfaringerne viser, at de bidrager til sætte fokus på det enkelte menneske og især de mennesker, der ofte forsvinder fra radareren i udviklingen af politikker, strategier og ikke mindst implementeringen af dem. De bidrager til at fastholde politikere og embedsfolk i det, der er kernen til den menneskerettighedsbaserede tilgang: ikke-diskrimination, deltagelse og tranparens i forholdt til processerne og ansvarliggørelse i forhold til resultaterne.
For byerne kan menneskerettighedsperspektivet være med til at skabe en mere sammenhængende tilgang til det enkelte menneske på tværs af de siloer, der findes i alle administrationer, så man får en fælles og mere engagerende målsætning, som også kan skabe en stærkere dialog med civilsamfundet. Samtidig kan det det borgernære arbejde også give en dybere indlevelse i og respekt for demokratiet og de demokratiske processer, der er brug for verden over.
Byerne går ind i arbejdet af forskellige grunde, men ofte vil de bare gerne skabe en bedre by – for alle.
Klummen er skrevet af: Morten Kjærum, Adjungeret professor, Raoul Wallenberg Instituttet
Byens Klumme er udtryk for forfatternes egne holdninger.
