Hvor sættes grænsen mellem bygherrerådgiveren og den projekterende rådgivers ansvar – og den juridiske rådgivning?
Under temaet grænseflader har Byens Netværk givet bolden op for en undersøgelse – ikke bare af byen og byggeriets grænsezoner – men også af de grænser, der ligger imellem fagene.
Sidstnævnte er særligt aktuelt for mig, da jeg som advokat i Pind & Partnere ofte oplever branchen fra den side, hvor grænserne har været sat utydeligt, eller hvor procedurer og praksis ikke understøttes af en fælles forståelse. Med andre ord, jeg møder jer ofte der, hvor kæden er hoppet af, og hvor juraen må hjælpe de involverede parter videre, så sagen kan få en afslutning.
En af de grænseflader, vi som branche bør give særlig opmærksomhed til i disse år, er den, der mere eller mindre tydeligt lader sig optegne mellem jura, bygherrerådgiveren og den projekterende rådgivers ansvar. Den stadigt mere udbredte anvendelse af bygherrerådgivning har aktualiseret behovet for en klar og tydelig definition af, hvornår bygherrerådgiverens ansvar ophører, og den projekterende eller juridiske rådgivers ansvar begynder.
En del sager om ansvar i forbindelse med fejl og mangler har efterhånden været forbi mit bord, og det ses ofte, at både bygherrerådgiver og den projekterende rådgiver har været involveret i beslutningsprocessen i byggesager om fejl og mangler. Trods bedre og mere præcise ydelsesbeskrivelser for begge opgavetyper huserer der altså stadig en del misforståelser og anledninger til tvist, når det kommer til spørgsmålet om grænsedragningen mellem disse rådgiveres ansvar.
Man hører ofte den udtalelse, at bygherrerådgiverens ansvar næsten pr. definition er udelukket eller meget begrænset. Dette er også i en række tilfælde gældende, men er dog en sandhed med modifikationer.
Når det handler om valg af tekniske løsninger er det hovedreglen, at ansvaret ligger hos de projekterende rådgivere. Selvom bygherrerådgiveren er blevet forelagt en løsning til udtalelse, vil en godkendelse af løsningen fra bygherrerådgiveren i en eller anden form ikke frigøre den projekterende rådgiver fra sit ansvar. Bygherrerådgiveren vil heller ikke ved en godkendelse i en eller anden form pådrage sig et medansvar for løsningen, for han skal i princippet kun sikre, at de projekterende rådgivere leverer de aftalte ydelser. Dette gælder også i totalentreprise.
Når det handler om juridiske forhold har bygherrerådgiveren som udgangspunkt heller intet ansvar for disse vurderinger, der bør foretages af en juridisk rådgiver. Uanset ABR 2.1.5 skal bygherrerådgiveren, lige så lidt som en projekterende rådgiver, heller ikke gøre bygherren opmærksom på, at et juridisk råd er nødvendigt at indhente.
Angående udbudsforhold siger ydelsesbeskrivelserne, pkt. 7, at denne bistand ikke er omfattet af bygherrerådgiveren eller den projekterende rådgivers opgaver. Uanset dette træffes der i mange sager aftale med disse parter om at varetage udbudsprocessen for bygherren. Dette rejser spørgsmålet om rådgivernes ansvar for overholdelse af udbudsreglerne. Hvis man rådgiver inden for et område, skal man som regel også leve op til områdets professionelle krav, men indholdet af disse krav er ikke helt klare. På dette punkt er der formentlig ikke den store forskel på ansvaret for bygherrerådgiveren og den projekterende rådgiver.
I den eneste offentliggjorte voldgiftskendelse til dato blev den projekterende rådgiver i et EU-udbud dømt for at have udformet en ulovlig evalueringsmodel, der var uden mening og førte til absurde resultater. Bygherrerådgiveren blev samtidig dømt for at iværksætte ulovlige forhandlinger, da han efter tilbudsafgivelsen havde bedt tilbudsgiverne om at give omfattende oplysninger om de tilbudte produkter i strid med forhandlingsforbuddet. De tekniske rådgivere kunne ikke komme uden om disse fejl ved at henvise til, at de angik juridiske forhold. Afgørelsen understeger derfor, at de tekniske rådgivere let kan komme til utilsigtet at bevæge sig ind i hajfyldt farvand i udbudsrådgivningen.
De tekniske rådgivere vil som udgangspunkt være ansvarlige for overtrædelse af klare, specifikke og grundlæggende udbudsregler, som f.eks. rådgivning om hvorvidt en ansøgning eller et tilbud indeholder alle pligtmæssige oplysninger, eller hvordan frister og stand still-periode beregnes.
De tekniske rådgivere bør derfor som udgangspunkt specifikt løbende oplyse bygherren om, at bygherren må forelægge den juridiske vurdering af centrale udbudsspørgsmål (såsom udformning af udvælgelses- og tildelingskriterier, herunder evalueringsmodeller, forhandlinger med og henvendelser til de bydende samt vurdering af ansøgningerne og tilbuddenes konditionsmæssighed) for egne juridiske rådgivere. I så fald er man sædvanligvis frigjort fra ansvar.
Er byggeparterne fra starten opmærksom på disse overordnede grænser, vil man ofte kunne undgå at processerne hæmmes af misforståelser om opgavefordelingen. Dermed kan en række tvister forhåbentlig også undgås.
Kuben Management har skrevet en kommentar til ovenstående klumme. Læs den her (opdateret 31.05.16)
