Selvom vi nu har lært os selv at være sammen hver for sig, så søger vi stadig hinanden i det offentlige rum: På villavejene og fra byens balkoner, hvor vi - på behørig afstand - råber godnathilsner og synger fællessang.
Omkring jul og nytårstid er der gerne en lang række quizzer om, hvad der kommer til at ske i det kommende år. Efter tre uger med lukkede skoler, hjemmearbejde, sang fra balkoner og en øget aktivitet i naturen omkring de store byer, kan man godt få lyst til at lave en quiz om Corona-krisen. Kommer vi til at ændre vaner, eller skynder vi os tilbage til det, der tidligere var normalt? Og har I lagt mærke til, hvor hurtigt en anden virkelighed, nye vaner, kan blive normalen? Det får i hvert fald mig til at håbe på, at vi ud af hele den her sundhedsmæssige og økonomiske krise, som det virkelig er, kunne få øjnene op for nye muligheder.
Betydningen af det offentlige rum
For mig er der ikke længere nogen som helst tvivl om betydningen af det offentlige rum som et rum for fællesskab, et rum der modvirker isolation. Det offentlige rum betyder så meget mere end kaffe latte. Selv om vi nu har lært os selv at være sammen hver for sig – så søger vi stadig hinanden i det offentlige rum. Det gjorde vi også før krisen, men vi var måske ikke så bevidste om det. Det spændende bliver så at se, hvordan vi gør det efter krisen. Vil vi stadig se sang fra balkoner og fælles godnathilsner? Jeg håber det.
Kærlighed til kvarteret
I forlængelse af den spirende fællesskabsfølelse mellem mennesker i opgangen, i gården eller på gaden, har der vist sig en kærlighed til kvarteret. Det er ret hurtigt gået op for mange, at hvis vi ikke støtter de lokale handlende, den lokale restaurant, der lynhurtigt har omstillet til take-away med to meters henteafstand, eller hvis vi ikke bestiller afsprittede bøger til udbringning, så vil de institutioner være væk, når vi vender tilbage. De kæmpede måske også før krisen, men nu er der opstået en solidaritet med små næringsdrivende, og spørgsmålet er, om den holder ved efter krisen? Har vi sådan rigtig forstået, hvor vigtige disse institutioner er for vores kvarterer og hverdag? Jeg håber det. Jeg håber også, at vi ser det som en mulighed for at gøre noget ved supermarkederne som mødesteder. Nu står det for alvor klart, at de er livsnødvendige. Det var faktisk det første, der stod klart, da scener med gær og toiletpapir udspillede sig på dag 0 i nedlukningen af Danmark. Der er kommet mere respekt for supermarkederne, for personalet, og jeg håber, at vi kan integrere supermarkeder endnu bedre i vores bymiljøer som de vigtige, dagligdags mødesteder, de er.
Vi søger naturen
Det står også klart, at os, der lever i tætte byer, og vi ved jo, at vi bliver flere og flere, har en trang til at få luft. Der har været en stor søgning mod naturen – særligt i kanten af de store byer. Det understreger behovet for grønt og luft lige uden for døren, på balkonen, men også i nærheden. Når jeg selv er taget med min familie med tre livlige drenge (naturligvis under protest) ud i naturen i weekenderne for tiden, har vi mødt rigtig mange andre med det samme behov. For mig at se bliver det spændende at se, hvordan vi vil svare på det behov efter krisen? Vil vi sørge endnu mere for de halvoffentlige arealer lige uden for døren, vil vi kræve mere grønt i byen, passe mere på det, vi har – tage naturen mere med ind i byen eller blive ved med at bruge alt det, der ligger uden for byen mere, en vi gjorde før? Igen et åbent spørgsmål i Corona-quizzen.
Dramatisk fald i luftforurening
Mest overvældende er måske tallene for luftforurening, og det helt store spørgsmål er for mig at se, om vi vil være tilfredse med bare at gå tilbage til normalen? Det håber jeg virkelig ikke. Tallene er faldet dramatisk i byerne i landene omkring os, og i Danmark ser vi efter kun et par uger fald på en tredjedel i de større byer. Det er antallet af NOx partikler, der er faldet så dramatisk ifølge målinger fra Nationalt Center for MIljø og Energi (DCE) under Aarhus Universitet offentliggjort på dr.dk allerede den 19. marts. Løsningen er jo ikke at lukke samfundet ned, men vi kan se, at vi kan ændre vaner hurtigt, når vi skal, og det skal vi jo også for at redde kloden og klimaet. For mig er der håb om, at vi godt kan ændre vaner, men jeg ved ikke, om det kræver særlove og en Søren Brostrøm, der fortæller os, hvad vi skal gøre? Det er nok ikke løsningen, men vi kan jo spørge hinanden, om vi kunne arbejde mere hjemme og regne lidt på effekten, tage cyklen endnu mere og måske fordele leveringer hen over døgnet eller noget helt fjerde? Selv om jeg på mange måder længes tilbage til verden fra før vi pludselig befandt os i det, der mest af alt virker som en lidt for skarptskåret katastrofefilm, så er jeg faktisk imponeret over, hvor hurtigt, vi kan ændre vaner.
Vi kan ændre vaner
Jeg håber, at når vi ser tilbage på 2020, vil vi være mærket, men også bære fællesskabet og fællessangen i hjerterne – det håber jeg, vi husker, men jeg håber også, at vi tænker på vores adfærd, og hvordan vi påvirker vores miljø og husker, at vi kan faktisk gøre det lidt anderledes, for ikke at sige meget anderledes, hvis det er det, der skal til.
Jeg håber heller ikke, at vi når vi står i en sværere økonomisk situation efter krisen, at vi sparer på de fælles rum. Gode byrum – også den lille altan – er meget mere end flødeskum på kagen. De er helt fundamentale rum for en fællesskabsfølelse. Opgangen, kvarteret og byens rum er der, vi er sammen hver for sig – også efter corona. Det er, hvad min kollega David Sim kalder for den bløde by i sin nye bog Soft City, der netop i disse dage bliver oversat til dansk. Jeg håber, at der kommer meget mere blød by, og at coronakrisen gør, at vi for alvor kan se værdien i den bløde by.
Klummen er skrevet af Birgitte Bundesen Svarre, Director & Team Lead i Gehl, udgivet den 1. april 2020.
Byens Klumme er udtryk for forfatterens egen holdning. Illustrationen er fra Gehls bog Soft City.
