print logo

Studietur til Oslo

Oplev Oslo nye highlights og mød de aktører, der er med til at udvikle, transformere og tegne byens nye og fremtidige konturer. På programmet er bl.a. byudvikling og boliger i Bjørvika, klima og kulturbyggeri, bæredygtighed og byliv - og selvfølgelig masser af mulighed for tværfaglig dialog og videndeling. 

Deltagerliste (opdateret 17.09)

Program

 

Luk fuld beskrivelse

Oslo er blandt Europas hurtigst voksende byer med en forventet befolkningstilvækst på op mod 30 procent frem mod 2030. Med sine 454 kvm er den også en af Europas største hovedstæder målt i areal, men langt størstedelen er vand- og skovområde, hvilket giver Oslo en uovertruffen rekreativ værdi.

Med sin beliggenhed i bunden af Oslofjorden spiller vandet en central rolle for både oplevelsen og udviklingen af Oslo. Allerede tilbage i 1970’erne og i de følgende årtier fraflyttede industrien store arealer langs havnen, og i dag står en markant forandret havnefront i fortsat udvikling med nye byområder med plads til både boliger, erhverv, kultur og rekreation.

Fra havneby til fjordby
Siden år 2000 er udviklingen af Oslo sket som den strategiske satsning ’Fjordbyen’, som betød, at tidligere havnearealer blev frigivet til byudvikling med fokus på at skabe attraktive fællesarealer og gode, levende byrum, hvor fodgængerområder, en sammenhængende havnepromenade, cykelstier og offentlig transport er prioriteret.

Fjordbyen har skabt unikke arkitektoniske muligheder for udviklingen af Oslo og flere markante eksempler på moderne arkitektur tegner i dag Oslos silhuet, hvor særligt kulturbyggeriet har oplevet et sandt boom med internationale stjernearkitekter bag stregerne: Operahuset, tegnet af Snøhetta, blev opført 2003-08, Astrup Fearnley museet flyttede i 2012 til et nyt byggeri tegnet af den italienske arkitekt Renzo Piano og senest åbnede det nye Nasjonalmuseet tegnet af tyske Klaus Schuwerk og Munch museet tegnet af spanske estudio Herreros. 

Men det er ikke kun på kulturområdet, at Oslo byder på ny arkitektur. Også nye boliger og kontorbygninger er skudt op i centrum med bl.a. Barcode projektets markante højhuse i Bjørvika, som er et område hvor også danske Vandkunsten har tegnet et nyt, prisvindende boligprojekt.

Visionerne om et øget byliv og et grønnere centrum i Oslo har bl.a. også medført en satsning på bilfrit byliv, hvor gader og parkeringsarealer omlægges til rekreative formål.  

Alt i alt kommer der både byudvikling og ny arkitektur på programmet, når vi tilbyder en 4-dages studietur til Oslo fra den 20.-23. september. I Oslo vil vi bestræbe os på at bevæge os mest muligt til fods eller med offentlig transport.

Formålet med turen

  • Netværk med deltagere fra branchen og lokale aktører i Oslo til gensidig inspiration, erfaringsudveksling og videndeling.
  • Kendskab til byudvikling og arkitektur i Oslo på såvel projekt- som strategisk niveau.
  • Tværfaglig forståelse for udfordringer og potentialer, når der bygges og byudvikles.

Programmet i overskrifter
Byudvikling, moderne arkitektur, herunder kulturbyggeri, boliger m.m., faglig viden og nordisk netværk.  

Det skal vi opleve:

Det nye Munch-museum tegnet af spanske estudio Herreros med en bevidst intention om at give bygningen en stærk tilstedeværelse i Bjørvika. Byggeriet stod færdigt i 2020 efter en lang og ophedet debat om både udformning og beliggenhed. Konceptet er baseret på ideen om et vertikalt museum, 60 meter højt, klædt i perforerede aluminiumsplader og med et karakteristisk ”knæk” i toppen. Museet danner ramme om flere udstillinger, men vi fokuserer vores besøg på udstillingen om Edvard Munchs liv, som danske Yoke har lavet udstillingsdesign til.

Deichman Bjørvika, der er Oslos nye prisvindende hovedbibliotek, tegnet af norske Lundhagem arkitekter og Atelier Oslo. Bygningens 13.500 kvm er fordelt på seks etager, som alle er dedikeret til forskellige former for læring. Ambitionen om at inspirere de besøgende til at gå på opdagelse i husets aktiviteter og faciliteter, har skabt en åben bygning, hvor man hele tiden inviteres rundt om det næste hjørne for at opdage nye steder. Bygningen står på en forholdsvis lille grund og strækker sig derfor ud over sit fodaftryk i højden.

Pressens Hus (samlingssted for viden og debat om journalistik og medier med kontorer, møde- og konferencefaciliteter og café) tegnet af norske Atelier Oslo og Kima Arkitektur. Bygningen består af to transformerede bygninger, der ikke fungerede sammen og derfor måtte organiseres på ny med delte planer omkring to nye atrier, hvor det ene er lavet i lyst asketræ som kontrast til den tidligere stål- og murstenskonstruktion.  

Boliger i Bispavika tegnet af Vandkunsten. I overgangen mellem skærgård og storby har Vandkunsten skabt en boligbebyggelse i kontrast til de bagvedliggende høje bebyggelser. Fase 1 af projektet er færdigopført i 2020 og består af huse med facader i lokal skifer og vinduer i træ og alu. Strukturen er punkthuse i varierende størrelse og højde, der vendes og drejes, så der opstår rum mellem bygningerne og forskellige muligheder for at mødes. Et indre bassin skaber overgang med fjorden og tæt kontakt til vandet fra alle boliger.

Det nye Regeringskvarter der er et af de største norske byggeprojekter nogensinde, og som skal danne ramme for nye arbejdspladser for departementerne og samtidig give byen et nyt grønt byrum.

Byvandring med en "indflyvning" til Oslo i en historisk og nutidig optik. 

Møde med Oslo Kommune med fokus på byudvikling i forhold til blifrit byliv, bæredygtighed og klima. 

Besøg hos Reiulf Ramstad Arkitekter med fokus på tegnestuens praksis og projekter. 

Og netop Reiulf Ramstad, arkitekt, founder af Reiulf Ramstad Arkitekter har vi stillet "3 skarpe" om, hvad Oslo har at byde på.

3 skarpe til Reiulf Ramstad

Hvorfor skal man besøge Oslo nu?
Oslo er under en voldsom transformation fra en lidt sovende by til en ledende kulturdestination med nye nabolag, som vokser langs havnefronten fra øst til vest. Oslo har bevist, at den har noget andet at byde på med vand og skov, men også på kultur- og madfronten. Lige pludselig ser vi, at norske caféer holder pop-up i København i stedet for det modsatte. Det kan vi godt lide. 

Byudviklingen og bygningsreglementet er anderledes i Norge end i Danmark, og det kan der komme gode ting ud af. For eksempel ser vi, at vi har større fleksibilitet til at lave interessante boligplaner i Norge. Det smitter af på arkitekturen.

Hvilket sted i byen holder du mest af i byen?
Området i Gamle Oslo fra Middelalderbyen til Vålerenga er et utrolig spændende sted i udvikling af Oslo med mange kulturminder og spændende steder, som vokser frem på en lidt organisk måde.

Af steder at gå en tur kan jeg gode lide at gå på Frogner.

Hvad optager jer for øjeblikket?
Lige nu bruger vi meget tid på tegnestuen på mobility-projekter. Vi har to store togstationsprojekter – et for en ny centralstation i Gøteborg og et for den nye Oslo S-station, som er Oslos hovedbanegård. Her skal vi renovere næsten hele stationen med udgangspunkt i de eksisterende konstruktioner. Udover det laver vi et nyt højhus, Nordisk Lys, på 60.000 m2 sammen med C.F. Møller, som kobler sig på den eksisterende station. Vi er også i gang med et boligprojekt på den sidste ledige grund på Bispevika. Her kommer der omkring 140 boliger med offentlige funktioner i basen.


Fakta om turen

Rejseperiode
Onsdag den 20. september – lørdag den 23. september 2023

Transport
Fly København-Oslo tur/retur:

Udrejse onsdag den 20. september

Afgang Københavns Lufthavn Kastrup: kl. 9:20
​Ankomst Oslo Lufthavn: kl. 10:30

Hjemrejse lørdag den 23. september 

​Afgang Oslo Lufthavn: kl. 18:55
Ankomst Københavns Lufthavn Kastrup: kl. 20:05

Overnatning
Vi bor på hotelkæden Guldsmeden, der med en lang række certificeringer har særligt fokus på miljø og bæredygtighed. Læs mere her.  

Oslo Guldsmeden Hotels
Parkveien 78
0254 Oslo, Norge

Indkvartering
Overnatning kan ske i enkelt- eller delt dobbeltværelse.

Bemærk at sengen i dobbeltværelse er en queen-size størrelse. Der er ikke dobbeltværelser med separate senge.


Rejsebetingelser​

Tilmelding
Tilmelding er bindende.

Tilmelding foregår ved at udfylde nedenstående formular.

Tilmeldingsfrist: 21. august

Når vi har modtaget din tilmelding, fremsender vi faktura for indbetaling af depositum på 5.000 kr. Medio august fremsendes slutfaktura.

Tilmelding med delt dobbeltværelse
Tilmelding med delt dobbeltværelse forudsætter, at det er muligt at dele med en anden rejsedeltager på turen. Er I to deltagere, som ønsker at bo sammen, så skriv det gerne i tilmeldingen. Vi tager forbehold for tilmelding med delt dobbeltværelse indtil en måned før afrejse. Hvis ikke der er fundet en anden rejsedeltager, som ønsker at dele et dobbeltværelse, ser vi os nødsaget til at opkræve tillæg for enkeltværelse, og rejsen kan ikke annulleres/refunderes. Skulle det ske, får du selvfølgelig besked herom.

Navneændring
Tilmelding er bindende, men navneændring kan ske med betaling.

Forplejning
Forplejning på vores fælles ”jævne” frokoster/middage er for egen regning, og du modtager en faktura efter hjemkomsten. Regningen deles solidarisk. Regn med ca. 7-800 danske kroner pr. dag ekskl. drikkevarer.

Deltagerantal
Max 40 personer. Da det er en netværkstur, prioriterer vi, at så mange forskellige af vores medlemsvirksomheder som muligt kan deltage, men vi giver også mulighed for at flere kolleger fra samme virksomhed eller afdeling kan deltage. Hvis vi efter tilmeldingsfristens udløb stadig har ledige pladser, så er der naturligvis mulighed for at tilmelde sig. Turen gennemføres ved minimum 30 tilmeldte. Vi reserverer 5 pladser til netværksmedlemmer, som ikke har været med på studietur tidligere.

Forsikring
Du skal selv tegne en rejse- og/eller en afbestillingsforsikring.

Hvis du ikke selv har en forsikring, er du velkommen til at kontakte Groossartig, der er teknisk rejsearrangør på turen, og som kan tilbyde både rejse- og afbestillingsforsikring for deltagere på Byens Netværks studietur. Ønsker du at tegne forsikring, kontakt Peter Grooss på peter@groossartig.dk

Ændringer
Vi gør os umage for at lave den bedst mulige studietur til jer og tager således forbehold for forbedringer.

Pris

  • 10.995 kr. pr. person i enkeltværelse
  • 9.995 kr. pr. person i delt dobbeltværelse

Hertil kommer forplejning som faktureres efter hjemkomst.

Prisen inkluderer:

  • Flyrejse København-Oslo-København
  • Lokal offentlig transport
  • Overnatning
  • Morgenmad
  • Entréer
  • Samtlige kendte skatter

Derudover afholdes der et kick-off arrangement inden afrejse.

Priserne er baseret på en minimumstilmelding på 30 personer.

Priserne er udregnet efter dags dato skatter/afgifter, regler og valutakurser samt det ovenfor nævnte antal deltagere og er derfor opgivet med forbehold for mindre ændringer.

Faglig og teknisk rejsearrangør
Byens Netværk er den faglige rejsearrangør og således kun ansvarlig for det faglige program.

Den tekniske rejsearrangør er Groossartig, Trekronergade 100, 2500 Valby. Rejsegarantifonden #3290

Rejseteam fra Byens Netværk

  • Nanna Jardorf
  • Katja Beck
  • Henriette Sofie Larsen

Ring eller skriv til Henriette hvis du har spørgsmål til turen på tlf. 23 34 46 01 eller hls@byensnetvaerk.dk


Fotokreditering
MUNCH: Flying Puffin, Flickr
Deichman Bjørvika: Bernt Rostad, Flickr
Skyline aften: Bernt RostadFlickr
Pressens Hus: Håkon Mosvold Larsen




Praktisk information

Dato og tid

20/09 2023 07:00 - 23/09 2023 20:00

Adresse

Københavns Lufthavn Kastrup

Deltagerantal

40

Mødested

Vi mødes i gaten

Kontakt

hsl@byensnetvaerk.dk
Henriette Sofie Larsen, tlf. 23344601

Praktisk information

Dato og tid

20/09 2023 07:00 - 23/09 2023 20:00

Adresse

Københavns Lufthavn Kastrup

Deltagerantal

40

Mødested

Vi mødes i gaten

Kontakt

hsl@byensnetvaerk.dk
Henriette Sofie Larsen, tlf. 23344601

footer image byens netværk