Deltagerliste (opdateret 14.06)
Tag med på 1-dagstur til Bornholm fredag den 16. juni og oplev nogle af Folkemødets mange debatter og dialoger, der skal hylde det danske demokrati og fællesskab, og hvor borgere og beslutningstagere kan mødes i øjenhøjde.
Turen går med bus fra København til Ystad tidligt fredag morgen, hvorefter vi sejler til Rønne og derfra igen påstiger en bus til Allinge. Og sent fredag aften går turen hjemad igen.
Besøg til Green Solution House
Vel ankommet til Bornholm går turen lidt uden for Rønne, hvor vi skal se hotellet Green Solution House (Hotel GSH), der er udviklet af 3XN og GXN, og hvis design er forankret i strenge bæredygtighedsprincipper. Første del af byggeriet stod færdigt i 2015, og senest er tilbygningen Green Solution House 2.0 med en ny værelsesfløj taget i brug i 2021 og vundet prisen som Årets Byggeri i kategorien 'Erhverv'.
På hotellet ser og hører vi om nogle af de mange spændende løsninger på bæredygtige byggemetoder og tiltag. F.eks. er hotellet bygget og renoveret med hensyntagen til vugge-til-vugge-principperne, så materialerne kan genbruges i fremtiden. Solceller skaber strøm. Genbrugsglas er omdannet til glasstier i parken. Den store naturgrund er anlagt med fokus på biodiversitet. Køkkenaffaldet bliver omdannet til biogas. Vand fra brusere bliver renset og genbrugt til toiletskyl. Og benzinslugende græsslåmaskiner er erstattet af hyggelige får.
Folkemødets stemning og debatter
Fra Rønne tager vi turen videre til Allinge, hvor vi til frokosttid rammer Folkemødet. Her venter et slaraffenland af events skabt af hundrevis af organisationer, politiske partier, virksomheder og foreninger, der afholder debatter, talks, workshops, foredrag, kulturelle indslag og meget, meget mere i et omfangsrigt og alsidigt program, hvor også Byens Netværk byder ind.
Forud for turen samler vi en række forslag til arrangementer og debatter, som du kan opleve på dagen - enten sammen med dine netværkskolleger eller på egen hånd.
Debatten: Byggeriets dilemmaer med Sara Bro
Om eftermiddagen mødes vi på terassen foran BL's Dome, når vi igen i år er medarrangør af en Folkemøde-debat sammen med Danske Arkitektvirksomheder og BL - Danmarks Almene Boliger. Her vil programvært fra DR Sara Bro sammen med et byggefagligt panel tage os gennem nogle af byggeriets aktuelle dilemmaer. Læs mere her.
Spisning i BL's Dome
Sidst på eftermiddagen/tidlig aften inviterer vi på fællesspisning i BL's Dome, hvor vi sammen vil nyde en let anretning og tage en snak om dagens mange oplevelser.
Bagefter er der fortsat et par timer til at opleve Folkemødet, førend turen går hjemad igen, og vi lander tilbage i København kl. 01:30.
Pris for medlemmer af Byens Netværk: Kr. 1.595,- ekskl. moms.
Pris for ikke-medlemmer: Kr. 2.595,- ekskl. moms.
Prisen inkluderer: Bus, broafgift, sejltur Ystad-Rønne t/r og en let anretning tidlig aften (øvrig forplejning er på egen regning).
Tilmelding er bindende - bliver du forhindret i at deltage, kan du give pladsen til en kollega.
Busen kører med afgang og hjemkomst til Bryghusgade, København (BLOX).
Dato og tid
16/06 2023 06:30 - 01:30
Adresse
Bryghusgade 2
1220 København K
Deltagerantal
40
Mødested
Bussen kører fra pladsen mellem BLOX og Fæstningens Materialgård
Kontakt
hsl@byensnetvaerk.dk
Henriette Sofie Larsen, mobil: 23344601