Kom med til endnu en salon i serien om landets stadsarkitekter. Denne gang sætter vi spot på verdensmålene og den klimapolitiske dagsorden i selskab med Lisbet Wolters fra Vejle og Tina Saaby fra Gladsaxe. Begge spiller en central rolle for den bæredygtige omstilling i deres kommuner. Værter for arrangementet er Byens Netværk og Arkitektforeningen.
DU KAN NU SE LIVEOPTAGELSEN HER
Deltagerliste (opdateret 17.11.21)
Klimaforandringer og bæredygtighed er for alvor kommet på kommunernes dagsorden. Særligt i to kommuner har det resulteret i en bevidst arkitekturpolitisk kurs, hvor bæredygtighed og verdensmål er blevet omdrejningspunkt for udviklingen i det byggede miljø. Her spiller stadsarkitekten en væsentlig rolle i at få omsat de politiske visioner til virkelighed.
Gladsaxe som globalt foregangseksempel
Gladsaxe Kommune har i flere år arbejdet strategisk med de 17 verdensmål og er for tredje gang i træk med på listen over de byer i verden, som gør mest for klimaet. Den prestigefyldte placering på CDP’s ”A-liste” betyder samtidig, at Gladsaxe har fået titlen som ”climate leader” og betragtes som globalt foregangseksempel.
I Gladsaxe Kommune ser man arkitekturpolitikken som et centralt redskab til at implementere verdensmålene i byggeriet og byens rum. Tina Saaby blev i 2020 ansat som kommunens første stadsarkitekt med det formål at bygge bro mellem den ambitiøse Gladsaxestrategi og kommunens arkitekturpolitik.
I Vejle er stadsarkitekten også klimachef
Vejle Kommune har siden 2016 været en del af det internationale bynetværk 100 Resilient Cities, der arbejder med at skabe klimarobuste, modstandsdygtige byer. Siden var Vejle desuden blandt de første 20 kommuner, der blev udvalgt til det danske klimaprojekt DK2020, hvor de skal udarbejde konkrete klimaplaner, der lever op til Parisaftalens målsætninger. Lisbet Wolters har siden 2015 været ansat som stadsarkitekt i Vejle Kommune, og har været arkitekten bag Vejle kommunes klimaplan der blev vedtaget i december 2020. Siden er hun også blevet udnævnt til klimachef og arbejder med kommunens udvikling i et krydsfelt mellem klima og arkitektur.
Åben samtale om alt fra de store strategier til de lavthængende frugter
På dagens arrangement fortæller de to stadsarkitekter om, hvordan de ser kommunernes rolle og handlerum i den grønne omstilling. Vi spørger ind til, hvad de selv gør for at bringe kommunerne på ret klimakurs? Hvilken rolle spiller klimamålene i deres arkitekturpolitik og strategier, og hvordan får man eksterne aktører med på at løfte mod de fælles mål?
Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen, er dagens moderator, og der vil desuden være masser af plads til spørgsmål fra deltagerne.
Deltag fysisk eller online
Arrangementet afholdes som et hybrid-arrangement. Det fysiske arrangement finder sted hos Arkitektforeningen med efterfølgende vin & netværk og er gratis for medlemmer af Byens Netværk, Arkitektforeningen og Netværket for Kommunal Arkitekturpolitik. Du kan også se med og stille spørgsmål online via vores live streaming. Online deltagelse er gratis for alle, og afholdes live via Vimeo. Du modtager et link til mødet på mail før afholdelsen. NB: Af hensyn til live-streamingen anbefaler vi, at du møder op et kvarter før start, dvs. 14:45 i Eigtvedsalen, Akademisk Arkitektforening.
Værter for arrangementet er: Akademisk Arkitektforening og Byens Netværk
Medvirkende: Lisbet Wolters, stadsarkitekt i Vejle og Tina Saaby, stadsarkitekt i Gladsaxe
Moderator: Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen
Foto: Novo Nordisk Naturpark, SLA
Vi forbeholder os retten til at sende et no-show-fee på 400,- DKK ekskl. moms ifm. udeblivelse fra vores arrangementer. No-show-fee kan blive opkrævet, hvis du udebliver fra arrangementet uden at melde afbud til os.
Dato og tid
18/11 2021 15:00 - 17:00
Adresse
Åbenrå 34
1124 København K
Deltagerantal
35
Mødested
Akademisk Arkitektforening, Eigtvedsalen
Kontakt
lfi@byensnetvaerk.dk
Lisbet mobil: 2234 6629