Den ikoniske christianshavnerbygning, Strandgade 7, får nyt liv og transformeres fra kontor til hotel. Kom med på byggepladsbesøg og se den spektakulære renovering og ombygning af den velkendte bygning.
Ved Knippelsbro på Christianshavn i København ligger en stor seks-etages kontorejendom fra 1962 – blandt københavnere kendt som Ørkenfortet. Bygningen fik navnet på grund af sin store betonmur ud mod Torvegade.
Den karakteristiske bygning på godt og vel 33.000 m2 blev opført i årene 1957-1962, tegnet af arkitekten Palle Suenson og var oprindeligt hovedsæde og administrationsbygning for skibsværftet B&W.
Den fortlignende arkitektur var tidstypisk for perioden, hvor modernismen tegnede en retning med rene former, lige linjer og flade tage. Væk var udsmykninger og dekorationer på facaden; nu skulle funktionaliteten være i højsædet. I perioden kom der også nye byggematerialer til. Ejendommen er således et typisk byggeri fra 50-60’erne opført i stål, beton, glas og i moduler, som var enkle og lette at masseproducere.
Ejendommen har gennem tiden haft forskellige lejere og ejere. B&W solgte i 1980 ejendommen til Privatbanken, som etablerede sit hovedsæde her. Privatbanken skiftede siden navn til Unibank i 1990 og blev i 2001 til Nordea. I 2017 fraflyttede banken efter 21 år på adressen.
ATP Ejendomme har ejet Strandgade 7 siden 1995 og sammen med NCC, som har vundet totaletreprisen, har de sat gang i et omfattende renoveringsprojekt, som Arkitema Architects og Henning Larsen Architects har tegnet skitsen til. Med respekt for ejendommes karakter og egenart vil bygningen blive moderniseret, samtidig med at den skifter funktion fra bankhovedkvarter til hotel med Hotelkæden NH Hotel Group som lejer.
Åbenhed og transparens
I 2018 fik ATP Ejendomme grønt lys af Københavns Kommune til at renovere og ombygge Strandgade 7. Det overordnende ønske var at skabe et mere åbent og transparent udtryk samt flere publikumsvendte funktioner. Det sker blandt andet med en transparent tilbygning øverst på bygningens betonbase, der indrettes til hotelværelser, samtidig med at stueetagen udvides mod Torvegade. Her etableres restaurant, reception og konferencefaciliteter. Med ombygningen følger også en nybygget trappe fra Knippelsbro, som skaber en direkte forbindelse til havnepromenaden og hotellets offentligt tilgængelige restaurant, café og bar ved kajkanten. Fra gaden bliver der kig til kælderen, som indrettes til hotellets køkken, fitnesslokale mm og på hjørnet af Torvegade og Strandgade etableres et særskilt butikslejemål.
På besøget kigger vi ind bag murene og får en rundvisningen sammen med ATP Ejendomme og NCC.
Kilde: ATP Ejendomme og Strandgade7.dk
BEMÆRK
Arrangementet er lukket for tilmelding. Hvis du ønsker at komme på venteliste, så send en e-mail til Shuki Foighel på sfo@byensnetvaerk.dk
Vedr. corona
Vi forbeholder os retten til at sende et no-show-fee på 400,- DKK ekskl. moms ifm. udeblivelse fra vores arrangementer. No-show-fee kan blive opkrævet, hvis du udebliver fra arrangementet uden at melde afbud til os.
Dato og tid
25/08 2020 15:00 - 17:00
Adresse
Strandgade 7
1401 København K
Deltagerantal
40
Mødested
Vi mødes ved porten ved havnekanten (lige ved stoppet til havnebussen)
Kontakt
mvs@byensnetvaerk.dk
Mathildes mobil: 23450221