Ombygningen af den tidligere Postgrund ved Hovedbanegården er i fuld gang – kom med ind og se forvandlingen fra Centralpostbygning til moderne førsteklasseshotel og en af Københavns nye attraktioner.
Hotel Villa Copenhagen åbner i foråret 2020 som et 25.000 m2 stort luksushotel og samlingssted for byens gæster og beboere.
Deltagerliste (opdateret 27.05.2019)
Centralpostbygningen ved Tietgensgade og Bernstorffsgade blev opført som hovedsæde for Post- og Telegrafvæsenet i 1912. Den ikoniske bygning er opført i en fransk inspireret nybarok stil tegnet af arkitekt Heinrich Wenck, der også har tegnet Hovedbanegården. Med sit tårn, et tag bestående af 7.000 kilo kobber og et areal på hele 25.000 kvadratmeter har den gamle bygning noget næsten majestætisk over sig.
I godt 100 år fungerede Centralpostbygningen som hovedsæde for det danske postvæsen indtil hele Postgrunden i 2014 blev sat til salg. Centralpostbygningen blev købt af den norske milliardær og hotelkonge, Petter Stordalen, der nu bruger et milliardbeløb på at omdanne bygningen til et femstjernet luksushotel med navnet Villa Copenhagen, der efter planen slår dørene op i foråret 2020.
Villa Copenhagen bliver et moderne mødested i smørhullet af Københavns kulturelle og kulinariske oplevelser. Hotellet får 390 værelser og suiter, træningsrum og wellnessfaciliteter med pool samt flere restauranter og barer og endelig en ca. 1.200 m2 stor konferenceafdeling.
Mens bygningens indre altså får en gennemgribende makeover, så bevares dens ydre udtryk. Dog vil transformationen byde på et nyt hævet gårdrum, grønne haver og en pool på taget. Målet er, at bygningen, via sin historiske oprindelse, arkitektur, indretning og design, bliver en oplevelse i sig selv.
Villa Copenhagen markedsføres med "Bæredygtig luksus" som filosofi. Ambitionen er at bryde med nogle af konventionerne for traditionel hotelluksus. Den grønne praksis skal afspejle sig i bæredygtige driftstiltag i forhold til for eksempel rengøring, reducering af madspild samt plastikbrug og en pool opvarmet med overskudsvarme etc.
Byggearbejdet udføres for Strawberry Brothers AS som bygherre som totalentreprise af Hent Danmark A/S. Det svenske arkitektfirma Krook & Tjäder står bag arkitekturen i samarbejde med Kullegaard A/S som lokal arkitekt. Ingeniørrådgivningen varetages af AB Clausen A/S - Rådgivende Ingeniører (konstruktioner) og AI A/S (installationer). Julie Kierkegaard A/S er landskabsarkitekt.
Villa Copenhagen er del af Nordic Hotels & Resort, der er blandt Nordens førende hotelkoncerner.
NB: Det er et byggepladsbesøg og du skal selv skal medbringe sikkerhedssko og hjelm. Vi medbringer veste til alle.
Illustration: Arkitekterna Krook & Tjäder AB
Arrangementet er lukket for tilmelding. Hvis du ønsker at komme på venteliste, så send en e-mail til Shuki Foighel på sfo@byensnetvaerk.dk.
Vi forbeholder os retten til at sende et no-show-fee på 400,- DKK ekskl. moms ifm. udeblivelse fra vores arrangementer. No-show-fee kan blive opkrævet, hvis du udebliver fra arrangementet uden at melde afbud til os.
Dato og tid
27/05 2019 16:00 - 18:00
Adresse
Tietgensgade 37
1704 København V
Deltagerantal
40
Mødested
Vi mødes foran bygningen på Tietgensgade
Kontakt
hsl@byensnetvaerk.dk
Henriette Sofie Larsen, mobil: 23344601