Fotoreportage
Byens Netværk besøger Tivoli for at se og høre om havens udvikling og arkitektur. Vi tager på rundvisning i Tivolis hjørner og kroge, der er fyldt med hemmeligheder og detaljer, som havens gæster ellers aldrig får lov til at opleve. Som noget særligt slutter vi dette arrangement af med en netværksmiddag på Mazzolis Caffè & Trattoria.
Tivoli åbnede for første gang 15. august 1843 og har siden da udviklet og forandret sig hvert år - altid med formålet at give havens gæster den bedste og mest betagende oplevelse. Der er derfor altid nye spændende projekter under udvikling.
I år har Tivoli bl.a. ombygget havens gamle rutschebane, i anledningen af at den berømte bane fylder 100 år. Rutschebanen er blevet ført tilbage til dens oprindelige udseende, og man har bl.a. genopbygget de oprindelige, sneklædte bjergtinder, der tidligere var forlystelsens vartegn. I midten af 1920’erne blev tinderne fjernet efter krav fra Københavns Kommune, som ikke fandt det passende, at det første byens gæster så, når de trådte ud af Hovedbanegården, var et falsk bjerg i en forlystelseshave.
Derudover har Tivoli netop for nyligt offentliggjort planer om at opføre et nyt hus i Tietgensgade: Tivoli Huset. Bygningen bliver en tilbygning til Koncertsalen – eller rettere oven på - hvor Tivoli Ballet Skole og Tivoli-Garden skal have træningsfaciliteter og Tivolis administration skal have kontorer.
Tivoli Huset føjer dermed to etager til den eksisterende bygning, tegnet af 3XN og opført 2005, der rummer Wagamama, Tivolis kantine og Lumbye Salen.
På besøget kan du høre mere om Tivolis udviklingsprojekter og komme på rundvisning til havens hjørner og kroge, hvor der findes hemmeligheder og detaljer, som havens gæster ellers aldrig får lov til at opleve.