Den 1. december plejede at være dagen, hvor julemåneden blev skudt i gang med gløgg, æbleskiver og duften af hjemmebagte småkager. Familier klippede og klistrede julepynt i hyggelige stuer og skrev ønskelister til julemanden. Men nu er den 1. december blevet en dag, hvor beboere i almene boligområder sidder med tilbageholdt åndedræt og venter på en helt anden slags liste: den berygtede parallelsamfundsliste. Er deres hjem blevet stemplet som en "ghetto"? Og hvis ja, betyder det så, at deres boliger skal sælges eller rives ned?
Sidste år, den 1. december 2023, var der nedslående nyt. For første gang i fem år voksede listen over udsatte boligområder – med hele tre gengangere. Det stod klart, at de omkostningsfulde tiltag ikke havde haft den ønskede effekt. I stedet for fremskridt så vi tilbagegang.
I år ser billedet dog anderledes ud: Listen er blevet kortere, og der er ingen nyankomne områder. Social- og Boligministeriet skyndte sig at udråbe dette som en succes. "Indsatserne virker," lød det triumferende. Men virker de virkelig? Eller er boligforeningerne bare blevet bedre til at spille efter reglerne og navigere sig selv væk fra listen, hvis de utilsigtet ender på den? De tre afdelinger, der var nye på listen sidste år, har nu forladt den igen – men konsekvenserne af denne svingdørspolitik skaber masser af kaos for kommuner, boligforeninger og de mennesker, der faktisk bor der.
Statistikken viser, at to kriterier står centralt i arbejdet med at komme af listen: at reducere andelen af dømte beboere og andelen af personer med "kun" en folkeskoleuddannelse. Det første er blevet lettere i år, fordi landsgennemsnittet for dømte er steget – en lidt ironisk håndsrækning fra samfundet til boligområderne. Samtidig har mange af de områder, der er sluppet af listen, haft betydelige fraflytninger, hvilket muligvis har mindsket antallet af "problematiske" registrerede beboere. Men lad os være ærlige: Det lyder mere som en kamp om at vinde i regnearksspillet end en indsats, der egentlig forbedrer sociale forhold og skaber boligområder i varig balance.
Det hele bliver endnu mere absurd, når man indser at få eller blot en enkelt beboer kan tippe vægtskålen og afgøre, om et område skal gennemgå drastiske ændringer – som for eksempel at rive 60 % af boligerne ned. Boligforeningerne har derfor alle mulige gode grunde til at spille med på de teknikaliteter, der definerer listen: Flyt én person ud her, juster fleksibel udlejning der, og voilà – regnearket går op. For det er dyrt at være på listen, og konsekvenserne for at blive på den er ofte katastrofale: nedrivning, fraflytning, sociale stigma og høje omkostninger for både miljø og økonomi.
Ishøj Kommune kunne for eksempel berette, at et af de boligområder, der kun nåede at være på listen i ét år, kostede svimlende 17 millioner kroner og skabte kaos i kommunens boliganvisning. Og det er jo ingenting i forhold til de omkostninger, de områder, der skal nedsætte andelen af almene familieboliger, har – og får. Dette er uden at nævne det absurde i at rive sunde boliger ned i en tid med klimakrise eller det potentielt diskriminerende i at bruge etnicitet som et kriterium for at definere udsatte boligområder.
Det, der virkelig skræmmer mig, er, at vi potentielt ikke løser de egentlige udfordringer. Vi laver hurtige, kosmetiske løsninger, der ser flotte ud på papiret, men som ikke adresserer de dybereliggende årsager som manglende uddannelse, arbejdsløshed og sociale forskelle. Det hele bliver som et spil, hvor brikkerne flyttes rundt, men spillets regler forbliver de samme.
Midtvejsrapporten fra VIVE viste det tydeligt: Vi er gode til at ændre det fysiske miljø, men de sociale indsatser halter bagefter. Hvis vi virkelig vil skabe forandring, kræver det modige og langsigtede strategier – ikke lister, der stempler mennesker og deres hjem som problemer. Vi skylder beboerne i disse områder mere end bare en plads i et regneark. Vi skylder dem reelle løsninger og en fremtid, hvor deres hjem og den eksisterende bygningsmasse bliver en del af løsningen – ikke problemet.
Klummen er skrevet af: Sebastian Soelberg, partner, arkitekt og markedschef, almene boliger, ERIK Arkitekter
Illustration: Sebastian Soelberg
Byens Klumme er udtryk for forfatternes egne holdninger.
