Deltagerliste (opdateret 16.09)
Dansehallerne var en af de første kulturinstitutioner, der flyttede ind Carlsberg Byen tilbage i 2009 og havde til huse i den nedlagte mineralvandsfabrik (Tap E). Efter midlertidige placeringer andetsteds i byen, er Dansehallerne nu tilbage i bydelen og åbner som et nationalt center for dans og koreografi og en nationalscene for kort sagt alt det, Balletten ikke står for.
Dansehallerne flytter tilbage til Carlsberg Byen, men til en ny adresse, nemlig i det berømte Kedelhuset, som Mikkelsen Arkitekter har transformeret.
Den 4.600 m² store bygning er oprindeligt tegnet af arkitekt Carl Harild og opført i 1925-28. Dens funktion var at producere varmt vand til Carlsbergs ølproduktion. Den er siden blevet fredet og anerkendt som en af den tidlige industrialiserings sidste, tilbageværende katedraler. Mikkelsen Arkitekter har forestået en transformation af den ikoniske bygning, der bevarer arkitekturens egenart, men muliggør nye funktioner.
De fire store skorstene knejser stadig mod himlen som et vartegn, og indvendigt er den rå hal ombygget med respekt for den fredede arkitektur. Kedelhusets indre er til gengæld tilført nye, minimalistiske og fleksible rammer, som er tilpasset Dansehallernes behov: scener, prøvestudier, kontorer, mødefaciliteter, foyer og publikumområder, restaurant samt et levende cafémiljø ud mod gaden. Det nye Dansehallerne er dermed både et kulturelt knudepunkt og et socialt mødested for hele bydelen.
Til arrangementet oplever vi bygningen og hører om dens arkitektoniske transformation, ligesom vi skal høre om det nye Dansehallernes kunstneriske virke og vision med deltagelse af Danjel Andersson, Direktør og kunstnerisk leder, Dansehallerne og Nikolaj Rahbek Ernst, Partner, Arkitekt MAA, Mikkelsen Arkitekter.
Renderinger: Mikkelsen Arkitekter
Fotos: Dansehallerne
Vi forbeholder os retten til at sende et no-show-fee på 400 kr. ekskl. moms ifm. udeblivelse fra vores arrangementer. No-show-fee kan blive opkrævet, hvis du udebliver fra arrangementet uden at melde afbud til os. Læs mere om vores forhold vedr. tilmelding her.
Dato og tid
17/09 2024 08:30 - 10:00
Adresse
Dansehallerne, Franciska Clausens Plads 27
1799 København V
Deltagerantal
40
Kontakt
kbe@byensnetvaerk.dk
Katja Beck, tlf. 20841973