De fleste i Aarhus kender den. Bygningen i hollandsk renæssancestil, der troner majestætisk på bakketoppen med skue ud over Aarhusbugten. Det tidligere psykiatriske hospital i Risskov er et aarhusiansk ikon, der nu har fået nyt liv som 231 helt særlige almene boliger.
Til dette arrangement vil to af projektets parter – AAB og ERIK arkitekter – give en rundvisning på Bindesbøll-projektet. De vil fortælle om processen med ”at få hospitalet ud af bygningerne” og om de mange uventede overraskelser, projektet har budt på undervejs.
I tæt dialog med Slots- og Kulturstyrelsen har projektets parter arbejdet MED bygningen og dens historie. Resultatet er 231 vidt forskellige boliger, som alle bærer tydeligt præg af at være en del af en helt unik bygningsarv.
På rundvisningen bliver vi præsenteret mange af de helt særlige bevarede detaljer – såsom vinduernes højde – der formidler bygningens historie for dets nye beboere. Vi kommer rundt i de vidt forskellige lejligheder – alle et resultat af en transformation på bygningens præmisser. Rundvisningen tager os også ind i hospitalets gamle fællessal og kirkerum, som er bevaret og overleveret til de nye beboere. Fremover vil de gamle sale blive brugt til alt fra fællesspisning til klaverkoncerter over forfatteraftener og barnedåb.
Det enorme arbejde med bevaring og genbrug af den eksisterende bygningsmasse viser sig i projektets CO2-aftryk. Projektparterne har lavet en sammenligning af de færdige bygninger i Bindesbøll projektet med tilsvarende nybyggede almene boliger. Samlet sparer projektet omkring 78 pct. i nye materialer.
Det psykiatriske hospital i Risskov åbnede i 1852 og var oprindeligt tænkt som en selvstændig bydel komplet med sengesale, opholdsrum, køkken, festsal og sågar egen kirkesal. I de omkringliggende grønne gårdrum har patienterne dyrket krydderurter for gennem ophold i den friske luft at opnå gradvis bedring.
Renoveringen af Bindesbøll-projektet blev afleveret i oktober 2024. De første beboere er flyttet ind.
Bygherre: AAB i Aarhus
Totalrådgiver: ERIK arkitekter med landskabsarkitekt TERRA NOVA og ingeniørunderrådgiver Stokvad. Skitseret, projekteret og udbudt i hovedentreprise.
Entreprenør: MT Højgaard Danmark
Vi forbeholder os retten til at sende et no-show-fee på 400 kr. ekskl. moms ifm. udeblivelse fra vores arrangementer. No-show-fee kan blive opkrævet, hvis du udebliver fra arrangementet uden at melde afbud til os. Læs mere om vores forhold vedr. tilmelding her.
Dato og tid
03/06 2025 14:30 - 16:30
Adresse
Skovagervej
8240 Risskov
Deltagerantal
40
Mødested
Vi mødes foran hovedindgangen.
Kontakt
eoe@byensnetvaerk.dk
Eva Østergaard, mobil: 53854727