Udgivet d. 24. maj 2018
Styrk dine ledelseskompetencer i det bæredygtige byggeri
Du har nu muligheden for at blive en af Danmarks første bæredygtighedsledere. Næste hold er 6. – 8. juni 2018.
Hvis bæredygtighed skal have størst værdi, er det afgørende for byggeprocessen, at det tænkes ind fra starten af et byggeprojekt. Derfor har Green Building Council Denmark introduceret en ny uddannelse i bæredygtighedsledelse, som bygger på ydelsesbeskrivelserne fra FRI og Danske Arkitektvirksomheder. Uddannelsen er fortrinsvis målrettet projekteringsledere, projektledere, bygherrerådgivere, byggeledere samt sagsarkitekter og sagsingeniører.
Direktør i Green Building Council Denmark, Mette Qvist fortæller:
”Vi vil gerne klæde aktører i byggebranchen på til at varetage bæredygtighedsledelsen. Bæredygtighedslederen er den person, som styrer de bæredygtige tiltag gennem hele byggeriet ved at engagere bygherren, fagspecialister, leverandører og det øvrige rådgiverteam på rette tidspunkt i processen. Derfor vil vi gerne uddanne bæredygtighedsledere, som får brugbare værktøjer stillet til rådighed til processen og formår at kommunikere værdien af de bæredygtige tiltag.”
Rygsækken fyldt med værktøjer
Det første hold af bæredygtighedsledere blev uddannet i januar 2018. Lise Dannesboe, Bæredygtighedsspecialist hos COWI fortæller, at hendes store forventninger til uddannelsen i dén grad blev indfriet:
”Rygsækken blev fyldt op! Uddannelsen har givet mig et rigtig godt overblik over, hvad der forventes af en Bæredygtighedsleder i byggebranchen. Kombinationen af fagligt kompetente indlæg, vidensdeling, robuste værktøjer, gode faglige og erfaringsmæssige diskussioner gjorde, at jeg kom hjem til COWI med rygsækken fyldt til bristepunktet samt en lyst til at presse endnu mere på for at få bæredygtighed frem i bussen og blive en integreret og ambitiøs del af vores projekter.”
Specialkonsulent fra CBS Tore Klitgaard, som også blev uddannet bæredygtighedsleder i januar, mener ligeledes, at uddannelsen har haft værdi for hans arbejde med bæredygtigt byggeri:
”Bæredygtig ledelse er en måde at sikre kvalitet og sammenhæng på tværs af fagområder i hele processen. Den traditionelle skyttegravskrig fortrænges, idet bæredygtighedsledelse beror på en helhedsorienteret metode, der er struktureret ift. byggeriets faser samt ydelsesbeskrivelsen. Uddannelsen i bæredygtighedsledelse har således hjulpet mig i mine bestræbelser på at gøre det byggede miljø mere bæredygtigt ved at øge fokus på processen og min rolle i denne.”
Den næste uddannelse i DK-GBC’s Bæredygtighedsleder afholdes den 6. – 8. juni fra kl. 9.00 – 17.00. Der vil efterfølgende være en eksamen.
For at læse mere om uddannelsen klik her.
For at tilmelde dig uddannelsen klik her.