Fotoreportage
Otto Kierkegaards flotte billeder
Vi fejrer sommeren med en cykeltur på Refshaleøen d. 15. juni, hvor vi blandt andet besøger Skabelonloftet og Copenhagen Suborbitals - en nonprofit raketgruppe som arbejder på at sende den første dansk bemandede raket ud i rummet.
Refshaleøen er det tidligere hjemsted for Burmeister & Wain skibsværft. I dets storhedstid beskæftigede skibsværftet 8.000 ansatte, og området fremstår derfor som et ikon i dansk industrihistorie. På blot 15 år har området ændret karakter fra en af danmarks største industriarbejdspladser til det største potentialeområde for moderne byudvikling i Københavns Havn. Den langsigtede udvikling lader dog vente lidt på sig, imens udfolder der sig en mangfoldighed af kulturelle tiltag – alle med udgangspunkt i midlertidigheden.
Siden skibsværftets konkurs i 1996 har området gennemgået betydelige forandringer, idet de mange værftsarbejdere i dag er skiftet ud med en blanding af kreative og håndværksmæssige iværksættere. Øen huser nu mindre håndværksvirksomheder, produktionsselskaber, loppemarkeder, lagerfaciliteter samt kulturelle og rekreative anvendelser.