Kom med Byens Netværk på besøg på Det nye Rigshospital. Vi glæder os til fremvisning og oplæg ved projektdirektøren. Aktuelt står parkeringshuset og patienthotellet færdige, mens råhuset så småt er ved at rejse sig på Nordfløjen, som er det største af de 3 byggerier.
Fotoreportage
Det Nye Rigshospital skal stå klar i 2018. Byggeriet skal understøtte det eksisterende hospitals status som regionens og landets spydspids med ekspertfunktioner på næsten alle områder.
Visionen for Det Nye Rigshospital er, at hospitalets patienter skal sikres den bedst mulige behandling og pleje – af højeste faglige kvalitet og af international standard. Patientforløbene skal have sammenhæng og indlæggelsestiden være så kort som mulig – ligesom ventetider skal.
I Det Nye Rigshospital bliver der bl.a. lagt vægt på:
Æstetik og harmoni: Overalt skal de fysiske rammer i indretning og udseende tilgodese patienters og pårørendes forventninger.
Helende arkitektur: De fysiske rammer spiller en rolle for lindring og helbredelse. Lyd, lys, farver, kunst og natur kan fremme psykisk velvære og give mindre stress.
Ny teknologi: Robotter og telemedicin vil hjælpe det nye hospital til at fungere. Undersøgelsesrum og operationsstuer bliver indrettet med bl.a. store fladskærme, så diagnostik og behandling sker bedre og hurtigere. Alle patienter får adgang til internettet og til egne journaloplysninger.
En-sengs-stuer med plads til pårørende vil tilgodese den enkelte patients behov for diskretion, privathed og ro. Hver stue vil have eget bad og toilet.
Det Nye Rigshospital omfatter følgende udbygninger:
• Nordfløjen: ca. 52.500 m2 bruttoetageareal til sengestuer, operationsstuer med tilhørende støttefunktioner.
• Patienthotel: ca. 7.400 m2 bruttoetageareal, 75 senge og Rigshospitalets administration (taget i brug i 2015).
• Parkeringshus: ca. 17.000 m2 bruttoetageareal, 650 parkeringspladser (er taget i brug i 2015).
• Forberedelse af godsterminal, køkken og sterilcentral
Aktuelt står parkeringshuset og patienthotellet færdige, mens råhuset så småt er ved at rejse sig på Nordfløjen, som er det største af de 3 byggerier.
Projekterne er alle udført med Aarhus Arkitekter som totalrådgiver, hvor Sweco har indgået som underrådgiver for samtlige ingeniørdiscipliner og desuden er byggeleder på projektet.
Dagslys og bæredygtighed som omdrejningspunkt for designet
I Nordfløjen har dagslys været helt centralt for designet af bygningen, da optimal udnyttelse af dagslys i byggeri både gavner patienter og medarbejdere gennem helende arkitektur. Med bygningens karakteristiske zig-zag form udnyttes dagslyset maksimalt, hvilket også har medvirket til en besparelse på behovet for kunstig belysning.
Dagslysberegninger har påvist, hvor der var et behov for fleksibel solafskærmning. Hermed opnås en besparelse på energiforbruget til køling om sommeren.
Beregningsmodellen har gjort det muligt at reducere energiforbruget, så byggeriet lever op til BR 2015, samtidig med, at der skabes gode dagslysforhold og uden at gå på kompromis med et godt indeklima.
Ud over at den nye Nordfløj opfylder BR 2015, er hospitalsbygningen designet til at opnå en høj grad af bæredygtighed. I forbindelse med bygningens planlægning, tages der ikke kun hensyn til energiforbrug og miljøpåvirkning, der fokuseres også på bl.a. indeklima, arbejdsmiljø, forsyning, materialer og drift efter endt opførelse. Der er projekteret grønne tage på Nordfløjen, som medvirker til at tilbageholde vand på området under store regnskyl. Derudover virker de grønne tage som ekstra isolering på bygningen.
Fakta
Kunde: Region Hovedstaden, Det Nye Rigshospital
Periode: 2012 - 2018
Anlægssum: DKK 1.850.000.000
Areal: 77.000 m²
Arkitekt: Aarhus arkitekterne (totalrådgiver), 3xN, Nickl & Partner samt Kristine Jensens Tegnestue
Underrådgiver for samtlige ingeniørdiscipliner samt byggeleder: Sweco
Se Karsten R.S. Ifversens anmeldelse af patienthotellet i Politiken her
OBS: Husk selv at medbringe sikkerhedssko og hjelm, da det er et byggepladsbesøg!
Har du behov for at låne, så skriv det i bemærkningsfeltet under tilmelding (vi har kun begrænset antal).
Dato og tid
17/11 2015 16:30 - 18:00
Adresse
Blegdamsvej 9
2100 København Ø
Deltagerantal
50
Mødested
Vi mødes uden for Patienthotellet, Afsnit 1001, Indgang 10, stuen
Kontakt
ls@byensnetvaerk.dk
20956767