Foto: Lundtoftegade, pålsson arkitekter
Fotoreportage
I Lundtoftegade nyder beboere og omgivelser godt af en velgennemført helhedsplan, der har løftet bebyggelsen på det boligsociale område og gennem spændende arkitektoniske greb har skabt større tryghed blandt beboerne i bebyggelsen.
AKB Lundtoftegade er opført etapevis i årene 1965 – 70 og omfatter 742 lejemål fordelt på 8 blokke i 5 og 12 etager, samt daginstitutioner, plejehjem, fællesfaciliteter og supermarkeder. Samlet set huser bebyggelsen ca. 2000 beboere, hvoraf 1/3 er under 18 år. Med årene har der rejst sig et defineret behov for at tydeliggøre AKB Lundtoftegade som et rart og trygt sted at bo - en bebyggelse med vedligeholdte og fremtidssikrede lejligheder i pæne, grønne omgivelser og med et aktivt beboerdemokrati til glæde for alle nuværende og ikke mindst kommende beboere.
Helhedsplanen har fokuseret på nødvendige tryghedsskabende tiltag, boligsociale funktioner og aktiviteter, tilgængelighed, samt at skabe et varieret boligudbud og beboersammensætning. Projektet omfatter således en række forskellige elementer som alle er med til at løfte bebyggelsen. F.eks. er der etableret nye boldbaner i alle 4 haverum og der er opført et nyt beboerkontor, der udover at samle de administrative funktioner også omfatter servicefunktioner for beboerne.
Et andet af hovedelementerne er moderniseringen af flere af de lave blokke der tegner afdelingen mod Lundtoftegade. Hvor blokkene tidligere virkede lukkede med mørke altangange, utrygge hovedtrapper og små lejligheder, fremstår de nu åbne og transparente med nye facader og udvendige trappetårne i glas. Glasfacaderne er grafisk udsmykket med et bølgemotiv der refererer til de gamle åløb Lygteåen og Ladegårdsåen. Bølgemønstret er ført videre op på gavlene af de høje blokke, så den samlede bebyggelse fremstår med en moderne og opdateret identitet mod Lundtoftegade. Blokkenes flade tage og murede gavle er bevaret som tidstypiske markører for bebyggelsens oprindelige udtryk.
Beboerne i 2 af de lave blokke har tillige fået nye private uderum i form at store altaner orienteret mod de grønne gårdarealer og som led i ønsket om en mere varieret beboersammensætning er 80 små 1-rums boliger ombygget til 30 nye moderne familieboliger – boliger som folk har stået i kø for at flytte ind i.
Foto: Lundtoftegade, pålsson arkitekter
I de høje blokke er de mørke, lukkede trappeopgange åbnet op med glas, så disse nu fremstår lyse og synlige for omgivelserne. Endelig omfatter projektet varierede tryghedsskabende tiltag som nye hoveddøre til alle boliger, sikring af vinduer, nye pulterrum i kældre samt energimæssige tiltag i form af efterisolering af lofter og bebyggelsens gavle.
Fakta:
Helhedsplanen er realiseret i tæt samarbejde mellem AKB Lundtoftegade, KAB og Pålsson Arkitekter A/S. Hovedentreprenør har været B. Nygaard Sørensen A/S.