Foto: Rud. Rasmussens værksted og butik i en af Nørrebros gamle baggårde
Fotoreportage (fra den 6. juni)
Vi gentager besøget. Oplev et af de ældste, danske og stadigt aktive møbelsnedkerier: Rud. Rasmussen i hjertet af Københavns farverige bydel Nørrebro.
Gemt i en af de gamle baggårde på Indre Nørrebro ligger Rud. Rasmussen møbelsnedkeri, som sætter en ære i at bevare de danske håndværkstraditioner.
Rud. Rasmussen blev etableret i 1869 og har været et familieejet foretagende i 142 år, inden det i 2011 blev overdraget til endnu en familieejet møbelvirksomhed, Carl Hansen & Søn. Rud. Rasmussen er stadig et funktionelt værksted og udstiller egne produktioner samt et udvalg af andet dansk møbelhåndværk på de tre etager i butikken.
Vi besøger værkstedet og showroom for danske møbelklassikere, når vi for et øjeblik forlader det pulserende byliv på Nørrebrogade og træder ind i et stykke dansk kulturarv.
Foto: Et stel til Kaare Klints Faaborgstol spændes sammen
Materialevalg og behandling af træ, skind og stof i designprocessen er afgørende for, at Rud. Rasmussen har kunnet overleve og bevare sit høje omdømme gennem snart 150 år. Virksomheden producerer nogle af de fineste designklassikere - herunder Kaare Klint, Mogens Koch, Mogens Lassen og Poul Kjærholm - og er garant for et bæredygtigt, kvalitativt håndværk, som har skabt genklang langt ude for Danmarks grænser.
Tag med Byens Netværk til en eftermiddag med dansk designproduktion- og kvalitet i fokus. Mærk historiens vingesus, få en fornemmelse af en af Nørrebros gamle baggårde og få lejlighed til at høre om metoderne til at bevare et traditionelt håndværk.
Foto: I forbindelse med Prinsen af Wales’ og Hertuginden af Cornwalls officielle besøg i Danmark i foråret 2012 besøgte Prins Charles af Wales Rud. Rasmussen på egen opfordring, for på nærmeste hold at se de fine danske håndsværkstraditioner og designikoner, Kilde: PR Foto.