Fotoreportage
Novo Nordisks nye domicil i Bagsværd skal huse virksomhedens øverste ledelse og 1.100 administrative medarbejdere. Arkitekturen er præget af enkelthed og skaber optimale betingelser for husets brugere med et funktionelt og bæredygtigt design.
Domicilet består af to kontorbygninger placeret i et grønt og indbydende landskab, der er inspireret af danske skove og landskaber. Landskabet sikrer en stor grøn tilstedeværelse og en uadskillelig kontakt mellem bygningerne og de grønne omgivelser. Parken med de 2 bygninger kommer til at yde et væsentligt bidrag til hele området, som for en stor del huser Novo Nordisk kontor- og laboratoriefunktioner.
Den største kontorbygning er på seks etager og cylinderformet med i alt 33.000 m2 inkl. parkeringskælder i 2 niveauer. Bygningen bliver fremtidig arbejdsplads for Novo Nordisk øverste ledelse og stabsfunktioner. Bygningsplanen har en diameter på ca. 70 meter. Cirkelslaget brydes af nogle indsnit, som trækker et fantastisk lys dybt ind i bygningen. Samtidigt med at trække lys ind bidrager indsnittene til at opdele bygningen og skabe en intimitet i forhold til de store åbne arealer. Cirklen er samtidig en optimal form i forhold til at optimere energiforbruget.
Midten af bygningen rummer et stort atrium, som udover at hente sit lys fra de dybe indsnit også får et fantastisk lys fra et ovenlys.
Den anden bygning er trapezformet og har fire etager på i alt 17.000 m2 inkl. parkeringskælder. Den har et selvstændigt udtryk og indpasser sig med sine horisontale, arkitektoniske træk i det kuperede landskab.
Bygningen skal danne ramme om arbejdspladser for Product Supply, som organisatorisk står for al produktion i Novo Nordisk. Arkitekten har med udgangspunkt i grundformen skabt et ovenlys, som udover at bryde lyset på en meget smuk måde også er belyst særskilt og programmeret til at følge dagens lys.
Begge bygninger kommer til at ligge i en park på godt 4 hektar. Parken er skabt som et grønt rekreativt område til medarbejderne i Novo Nordisk, som i det daglige bevæger sig meget til fods og på cykel imellem de mange bygninger i Bagsværd. Parken giver desuden mulighed for, at nedsive al regnvand på grunden og således undgå at lede til offentlig kloak. Nedsivningen er dimensioneret til ekstremt regnvejr.
Dagen vil byde på en rundtur i begge bygninger, hvor temaerne vil være regnvandshåndtering, kontorindretning, indretning af arbejdspladsen og indeklima.
Fakta:
Bygherre: Novo Nordisk
Byggeår: 2011-2013
Arkitekter: Henning Larsen Architects
Arkitekter landskab: SLA
Samlet areal: 37.200 m2
Bebygget areal: 8.800 m2
Etageareal: 50.500 m2